08
Mar
Acontoskat: Betal senest den 20. marts

Af chefkonsulent Jens Kring

Husk, at 1. rate af den ordinære acontoskat for selskaber skal betales senest den 20. marts.

Acontoskatten for 2017 beregnes som gennemsnittet af acontoskatteraterne for de seneste 3 indkomstår. Acontoskatten skal betales i 2 lige store rater.

For indkomståret 2017 er selskabsskatteprocenten 22 %.

Mulighed for at nedsætte acontoskatten
Forventer du, at selskabsskatten for indkomståret 2017 bliver mindre end den beregnede acontoskat, har du mulighed for at nedsætte acontoskatten. Dette kan du gøre på TastSelv.

Frivillig indbetaling af acontoskat
Dit selskab kan også vælge at indbetale frivillig acontoskat via TastSelv. Det er vigtigt, at du indberetter, at der er tale om en frivillig indbetaling af acontoskat, for ellers tilbagebetaler SKAT beløbet.

Den frivillige indbetaling er en fordel, hvis du forventer, at selskabets indkomst i 2017 bliver højere end den, der ligger til grund for beregningen.

Vær opmærksom på, at hvis selskabet har gæld, så vil den frivillige indbetaling gå til at dække denne.

Har du brug for hjælp og vejledning til at beregne din selskabsskat? Og vil du gerne have svar på, om selskabet bør fortage en frivillig indbetaling eller få nedsat acontoskatten? Så kontakt din økonomikonsulent.