26
Nov
Arbejd målrettet med miljøledelse og spar penge

Af miljøkonsulent Tine Zimmermann

Landets kommuner er i fuld gang med miljøtilsyn, og en gennemgang af flere tilsynsrapporter viser, at mange bedrifter får en samlet høj risikoscore grundet deres placering/størrelse og deres manglede indsats omkring miljøledelse. En høj risikoscore betyder oftere miljøtilsyn – og for flere bedrifter betyder det tilsyn hvert år.

Det er ikke nemt at ændre på bedriftens placering i landskabet, men det er muligt at ændre sin samlede risikoscore, så tilsynsfrekvensen bliver mindre.

Du kan ændre tilsynsfrekvensen via et mere målrettet arbejde med miljøledelse på bedriften. Dette kan også give økonomiske gevinster – fx er der typisk store besparelser at hente på energi- og vandforbrug i produktionen. Dertil kommer, at arbejdet med miljøledelse også sender et positivt signal til omverdenen.

I et konkret eksempel har en bedrift i forbindelse med tilsyn fået udregnet en risikoscore på 2,81. Denne risikoscore betyder, at bedriften skal have tilsyn hvert andet år. Ved blot at arbejde med et par fastsatte miljømål og procedurer til vurdering af emissioner og reduktionsprocesser kan bedriften reducere sin risikoscore til 2,41, hvilket betyder, at bedriften kun skal have tilsyn hvert tredje år.

Så selv en lille indsats kan gavne. Det kan måske virke lidt uoverskueligt, men når først miljømålsætningerne er fastsat, og miljøledelsesredskabet er implementeret på bedriften, er det overkommeligt, og det kræver ikke mange ressourcer.

Hvad er aktiv miljøledelse?
Aktiv miljøledelse kan være et certificeret miljøledelsessystem, et Grønt Regnskab eller miljøpolitik med fastsatte miljømål og procedurer til vurdering af emissioner og processer. Det kan også være en skriftligt formuleret miljømålsætning.

Vil du vide mere om muligheden for at påvirke din risikoscore, er du velkommen til at kontakte miljøkonsulent Tine Zimmermann.