09
Feb
Bliv økonomisk jordbrugsteknolog med praktik hos os

Er du bosiddende på Fyn, og overvejer du at blive jordbrugsteknolog med speciale i økonomi – så er det nu, du skal slå til. Hos Patriotisk Selskab vil vi nemlig sikre 1-2 kommende jordbrugsteknolog-studerende i Aarhus en praktikplads under deres studium. Som praktikant hos Patriotisk Selskab kan du få lov at prøve lidt af det hele af – alt fra bogføring og moms til regnskaber, skatteregnskaber, årsrapporter, budgetter og virksomhedsanalyser, fortæller tidligere jordbrugsteknolog-studerende og praktikant hos Patriotisk Selskab Jeanette Christensen – nu fastansat økonomimedarbejder.

Vi har indgået en samarbejdsaftale med Erhvervsakademi Aarhus, der betyder, at det nu er muligt at søge ind på uddannelsen som jordbrugsteknolog med speciale i økonomi i Aarhus – og samtidig være sikret en praktikplads hos Patriotisk Selskab under uddannelsen og måske et fast job efterfølgende.

”Det er en oplagt mulighed, hvis man er bosiddende på Fyn og ser en fremtid her, men samtidig også godt kunne tænke sig at søge nye græsgange for en stund. Så kan man tage to år til Aarhus for at uddanne sig og undervejs have kontakt til Patriotisk Selskab, deltage i vores events og gennemføre en praktik på 10 uger hos os”, siger direktør Christian H. Vesterager og uddyber:

”Vi har valgt at deltage i samarbejdet med Erhvervsakademi Aarhus, fordi det for os er en god måde at komme i kontakt med potentielt kommende medarbejdere og fremadrettet at sikre os arbejdskraft i vores økonomiafdeling”.

Adjunkt hos Erhvervsakademi Aarhus Christina Vesterager Laursen supplerer:

”Mens Patriotisk Selskab får lov at udvælge lokale studerende og knytte dem til virksomheden allerede fra studiestart, får vi nogle studerende, som er tættere på praksis – og de studerende får en mere praksisnær uddannelse og måske en jobmulighed i deres nærområde, når de er færdiguddannede. Vi har indgået samarbejdsaftaler med Patriotisk Selskab og andre rådgivningsvirksomheder, så vi kan øge antallet af studerende og dermed imødekomme den efterspørgsel på jordbrugsteknologer med økonomi som speciale, som vi oplever fra rådgivningscentrene og lige nu ikke kan opfylde. Jobmulighederne for færdiguddannede jordbrugsteknologer er derfor også rigtig fine i øjeblikket”.

Tidligere praktikant hos Patriotisk Selskab – nu i fast job: Jeg fik lov at prøve lidt af det hele
Økonomimedarbejder Jeanette Christensen påbegyndte sin karriere hos Patriotisk Selskab med en praktikperiode i forbindelse med sit jordbrugsteknolog-studium:

”Jeg fik lov at prøve lidt af det hele i min praktik. Alt fra de helt basale ting som bogføring og moms til regnskaber, skatteregnskaber, årsrapporter, budgetter og virksomhedsanalyser. Samtidig fik jeg lov at komme rundt i alle økonomiafdelingens forskellige teams, så jeg lærte mange kolleger at kende og oplevede kulturen hele vejen rundt. Kollegerne var rigtig imødekommende og gode til at svare på mine spørgsmål. Flere af dem hjalp mig også med den hovedopgave, jeg skulle aflevere efter praktikforløbet”, fortæller hun.

Allerede inden Jeanette Christensen stoppede i praktik, fik hun en aftale i hus om en fast stilling efter sit studie:

”En god ting ved praktikken var, at vi fik prøvet hinanden af. Patriotisk Selskab vidste, hvad jeg kunne, og jeg havde fundet ud af, at et job hos Patriotisk Selskab var det rigtige for mig. Vi lavede også en aftale om, at jeg kunne få lov at videreuddanne mig med en HD sideløbende med mit job – så det er jeg i gang med lige nu. Ellers går min hverdag med bogføring, årsrapporter, skat og virksomhedsanalyser, og udover det er jeg blevet superbruger i bilagshåndteringsprogrammet Summax. Mit job er meget alsidigt, for opgaverne er forskellige afhængig af, hvilken kunde man arbejder med. Og så er Patriotisk Selskab en fleksibel arbejdsplads. Vi har flextid og mulighed for at arbejde hjemmefra, hvilket bl.a. kan være en fordel i forbindelse med min uddannelse”, fortæller Jeanette Christensen.

Praktisk information: Ansøgningsfrist m.v.
Du kan søge ind som jordbrugsteknolog med speciale i økonomi, hvis du har enten en STX, HF, HHX, HTX eller en faglig erhvervsuddannelse, fx landmand. Læs mere her.

Ansøgningsfristen for studerende med en erhvervsuddannelse er den 15. marts kl. 12.00 (kvote 2) og for studerende med en STX, HF, HHX og HTX er det den 5. juli kl. 12.00 (kvote 1). Studiestart er den 27. august 2018. Den 1. marts kl. 19 er der informationsaften om studiet på Tretommervej 31 i Vejlby. Ved spørgsmål kan du kontakte adjunkt hos Erhvervsakademi Aarhus Christina Vesterager Laursen på telefon 7228 6000 eller mobil 7228 6406.

Ønsker du at blive tilknyttet Patriotisk Selskab under uddannelsen, kan du sende en skriftlig ansøgning til HR-konsulent Anne Jensen på job@patriotisk.dk senest den 3. marts. Dernæst udvælger vi 1-2 tilknyttede studerende.

Læs praktikstillingsopslaget her