26
Jun
Dagsbevis til privat kørsel i gulpladebil

Af seniorkonsulent, statsautoriseret revisor Jens Kring Skal du på sommerferie, og har du brug for en bil at køre i? Husk, at du via SKAT kan købe dagsbeviser, så du og dine medarbejdere kan køre privat i virksomhedens gulpladebiler.

Med dagsbeviser må du og dine medarbejdere køre privat i virksomhedens gulpladebiler med en totalvægt på op til fire ton. Det gælder også, selvom bilen er registreret til “erhvervsmæssig godstransport” og normalt ikke må bruges til privat kørsel. Alle kan købe et dagsbevis, når de har ejerens, lejerens eller leasingselskabets tilladelse til at køre privat i bilen.

  • Hvert dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 – 23.59
  • Der kan højest købes 20 dagsbeviser til hver bil i et kalenderår (1. januar – 31. december)
  • Du skal købe dagsbeviset mindst en time før, du begynder at køre privat i bilen
  • Dagsbeviset skal medtages i bilen. Print din billet, eller medbring den elektronisk (fx på e-mail). Det er dit ansvar, at kvitteringen kan læses.

 

Sådan købes dagsbeviset
Dagsbeviset købes på SKATs hjemmeside. Prisen ligger mellem 185 – 225 kr. Dagsbilletterne betales med dankort, og kvitteringen skal du enten printe eller gemme elektronisk. Der er ikke momsfradrag for udgiften til dagsbeviser. For dagsbeviser til biler på 3.001 – 4.000 kg skal din virksomhed beregne en udtagningsmoms (moms af kostprisen for den private brug – bogføres som salgsmoms).

Hvis arbejdsgiveren har betalt dagsbilletten, for at en ansat bruger virksomhedens bil til privat brug, er der tale om et skattepligtigt personalegode. Hvis den ansatte selv betaler dagsbilletten, er der ikke tale om et skattepligtigt personalegode. Kontakt Jens Kring for yderligere oplysninger.