22
Mar
”Det blå danmarkskort” – en åbenbaring?

Af bestyrelsesformand Peter Cederfeld de Simonsen, Patriotisk Selskab

Hvis en ny målrettet miljøregulering og fordeling af kvælstofkvoter skal baseres på ”det blå danmarkskort”, ser det sort ud. Det vil betyde, at en landbrugsbedrifts økonomi og fremtid i høj grad afhænger af, om bedriften ligger i et område, som tilfældigvis – på basis af forældede data – er markeret med blåt!

Da daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i slutningen af december fremlagde regeringens landbrugspakke, indeholdt den også oplæg til en ny målrettet miljøregulering, herunder også ”det blå danmarkskort”, som efterfølgende har skabt en del uro i landbruget – og med god grund: En landbrugsbedrifts økonomi og fremtid kan nemlig i høj grad være påvirket af, om bedriften ligger i det blå område eller ej. For Fyn og store dele af Sjælland ser det sort ud.

”Det blå danmarkskort” viser, hvordan reduktionskravene ventes fordelt over hele landet. Hvordan inddelingen er foretaget, står imidlertid hen i det uvisse. Det faglige grundlag for kortet er ikke forklaret nogetsteds i aftaleteksten, og kortet ligner ikke de tidligere kort, som har haft til formål at vise retentionsforhold eller nitratfølsomhed.

Man kan derfor frygte, at inddelingen er grebet ud af den blå luft. Ingen kender øjensynligt til fremkomsten af det blå kort. Der må derfor være tale om en åbenbaring som har sneget sig ind i den sidste del af forhandlingerne – ikke en fremgangsmåde, man normalt forventer i en så politisk proces, som der her har været tale om.

Skævvridning af landet
Så meget desto værre bliver det, hvis kortet godkendes som forvaltningsgrundlag. Ikke alene vil markdriften hos den enkelte landmand blive stærkt påvirket – ikke mindst på Fyn og på store dele af Sjælland; de indtegnede streger på et danmarkskort kan få langt mere vidtrækkende konsekvenser.
Allerede nu ved vi, at flere långivere har set på kortet og fortolket det uden den fornødne indsigt. Næste skridt vil være, at långivere lægger kortet til grund for kreditvurderinger af landbrug, hvilket kan få meget uheldige konsekvenser.

Det er ikke blot en uholdbar udvikling, men også en helt urimelig skævvridning af landet. Og man må stille sig selv det spørgsmål, om vi ser ind i en fremtid, hvor dansk landbrug vil blive organiseret efter en ’målrettet regulering’, der ikke alene er meget lidt miljømæssigt målrettet, men også ganske blottet for omkostningseffektive betragtninger.

Reduktionskvoter til kommuner
Fra Patriotisk Selskab vil vi i stedet opfordre til, at der fordeles reduktionskvoter til alle kommuner i hele landet, som herefter i samarbejde med landmændene kan finde de bedst egnede virkemidler og lokaliteter – og i fællesskab nå målsætningerne og opfylde reduktionskvoterne.

Overordnet set er målet jo at skabe mulighed for en lavere miljøbelastning i hele landet for de særligt følsomme jorde. Ved at lade kommunerne finde de bedste arealer sammen med erhvervet vil en langt mere omkostningseffektiv regulering kunne finde sted.

Et kvotesystem, der giver kommunerne mulighed for at handle med kvoter i kombination med minimumsmålsætninger pr. kommune, vil med andre ord give helt nye muligheder for at reducere kvælstofudledningen omkostningseffektivt på nationalt niveau – samtidig med at erhvervet lider mindst mulig forretningsmæssig skade.

Kvotefordelingen vil naturligvis i nogen grad bero på vurderinger af recipienternes status, næringsstoffølsomhed og reduktionspotentialet i kommunerne, men dog i en fladere fordelingsstruktur, end det blå kort angiver. Og med den givne kompensation vil de dårligste jorde først blive underlagt regulering, mens bedre jorde vil bidrage til produktiviteten. Forventeligt vil omkostningen pr. reduceret kg N blive lavere, da der således vil være et incitament til at lægge reduktionerne i de mest optimale områder, ligesom der vil være basis for et mere positivt engagement nedefra og op gennem systemet.

Landbruget på Fyn
De mest mørkeblå områder på kortet dækker et stort areal på Sjælland, det meste af Fyn og området omkring Mariager Fjord.

Hvis blikket fx rettes mod Fyn, forholder det sig sådan, at omkring 2/3 af området afvandes til Odense Fjord, som har været ualmindelig beskidt i snart 100 år, ikke mindst på grund af udledning af store mængder spildevand fra byer, lossepladser, kraftværker og industri. En trist kendsgerning, men ikke desto mindre en kendsgerning, som både er almindeligt kendt og aldeles veldokumenteret.

Dengang Danmark endnu var opdelt i amter, var Fyns Amt et af de miljømæssigt mest gennemregistrerede amter – og med en målsætning for tilstande i vandmiljøet, som der dog aldrig er opnået politisk enighed om. Udpegningerne på det blå kort kan meget vel bero på disse historiske og forældede data i stedet for et bredt geografisk funderet og dybdegående datamateriale af nyere dato. Hvis dette er tilfældet, er det ganske usagligt, og såfremt ’det politiske system’ tilmed har en forventning om, at Odense Fjord kan renses ved at nedlægge landbruget på Fyn, er det også både urealistisk og useriøst.

I flere af de fynske kommuner er ganske mange – faktisk dobbelt så mange som i gennemsnit på landsplan – beskæftiget i landbruget, både i jordbrugserhvervene og i tilhørende erhverv. At pålægge en stor del af Fyn et så markant højere reguleringstryk – sådan som der er lagt op til på det blå kort – vil derfor ikke blot være belastende for den enkelte landmand; det vil også belaste beskæftigelsen og indkomsten i den enkelte kommune.

Valuta for pengene?
Men ét er de økonomiske konsekvenser; noget andet er de miljømæssige. Og spørgsmålet er, om den regulering, der er lagt op til med ”det blå danmarkskort”, er den mest effektive. Får vi mest valuta for pengene – i miljømæssig forstand?

Historisk set har en central reguleringsproces af kvælstofudledning sjældent haft nogen gavnlig effekt på hverken landbrug eller miljø. Alt for meget er gået tabt i bureaukrati og regler, og lokalkendskabet og de gode aftaler, der kan opstå mellem fx kommune og landmand, er druknet i centraladministration.

Nu er der afsat midler til kompensation, så hvorfor ikke vende udgangspunktet 180 grader og følge en vej, som i mange tilfælde også er langt mere farbar – nemlig at inddrage de berørte borgere og lodsejere så tidligt som muligt i beslutningsprocessen og på den måde få skabt et fælles fodslag om levedygtige og bredt funderede løsninger for miljøet.

Det er for eksempel tilfældet i Holland, hvor der er opnået gode resultater på miljøområdet ved at starte med en massiv lodsejerinddragelse og bottom up-processer, og det samme gælder for de danske vandråd, hvor landbruget i samarbejde med kommuner og forskere har fået mulighed for at involvere sig i såvel planlægning som udmøntning af indsatserne.

Det altoverskyggende mål må være at kanalisere pengene ud, hvor de gør mest gavn – og det sker bedst i lokale forankringer og udmøntninger.

To skridt frem og et tilbage
Lad os sætte vores lid til, at det blå kort kun er et udkast og håbe på, at centraladministrationen er modtagelig for input, der kan føre til en mere fornuftig målrettet regulering, der er baseret på faglighed og lokalkendskab og med en omkostningseffektiv grundbetragtning, der kan fremtidssikre såvel landbrug som miljø.

Udledningen af kvælstof er allerede reduceret betragteligt på landsplan, men fra politisk hold er det et ønske fortsat at nedbringe landbrugets udledning. Hidtil er dette sket via generelle indgreb, som ikke har taget højde for lokale forhold som topografi, geologi og deslige. Med indførelsen af en ny målrettet regulering vil lokale forhold ganske vist i højere grad blive inddraget, men kongstanken er stadig, at reguleringen styres og udvikles fra centralt hold. Kort sagt: To skridt frem og et tilbage.

Vi kan derfor kun opfordre erhvervets nye minister til at lægge det landsdækkende blå kort til side og i stedet gå lokalt til værks. Ellers ser det sort ud…

Du kan ligeledes se kronikken fra Effektivt Landbrug her.