04
Okt
Seniorkonsulent Karsten Sørensen: 40 års jubilæum

Den 1. oktober havde seniorkonsulent Karsten Sørensen 40 års jubilæum hos Patriotisk Selskab, hvilket blev fejret ved en uformel reception for Karstens kolleger og kunder mandag den 2. oktober.

”De 40 år hos Patriotisk Selskab er gået hurtigt, men samtidig er der sket rigtig meget, både hos selskabet og ude hos kunderne. Bl.a. er lovgivning, arealstørrelser, størrelse på besætninger, teknologi og maskiner noget af det, der har ændret sig rigtig meget i løbet af de 40 år, der er gået. Når jeg kigger tilbage, kan jeg derfor også kun sige, at der hele tiden er sket nye ting gennem årene, der har holdt mig hos Patriotisk Selskab – ikke to år har været ens”, fortalte Karsten Sørensen til sin reception og tilføjede med et glimt i øjet:

”Man må især sige, at skattelovgivningen alle år har været en beskæftigelsesfremmende faktor”.

I talerne, der blev holdt for Karsten, blev der sagt mange rosende ord. Det gik det bl.a. igen, at Karsten er fagligt skarp, altid går i dybden med den enkelte sag, aldrig gør noget halvt, er god til at lære fra sig – og ikke mindst at han som person er yderst behagelig og omgængelig.

Endte som økonomikonsulent ved et tilfælde
Karsten havde oprindeligt planer om at blive landmand og overtage sin fars gård. Da han var færdig som soldat begyndte han på landbrugsskole, hvilket skulle slutte med en uddannelse som landbrugstekniker. Formålet med uddannelsen var at komme til at arbejde med planteavlsrådgivning, men undervejs blev han ”fanget af tallene”.

Senere blev Karsten ansat hos Patriotisk Selskab og blev en af selskabets første uddannede registrerede revisorer. Han har spillet en vigtig rolle i forhold til udviklingen af Patriotisk Selskabs økonomirådgivning og har gennem tiden været med til at oplære flere af de dygtige medarbejdere, som selskabet har i dag.

På vegne af Patriotisk Selskab skal lyde en stor tak for det pæne fremmøde til Karstens reception.