20
Apr
Et gårdråd er faktisk en billig investering

Et gårdråd holder dig skarp, hjælper dig til at træffe de rigtige beslutninger, kan styrke din argumentation overfor banken – og er faktisk billigt på den lange bane, siger seniorkonsulent og projektleder Brian Bendtsen fra Patriotisk Selskab.

I en tid, hvor det bliver mere og mere kompliceret at drive landbrug, kan et gårdråd bestående af specialister være din hjælp til at træffe de rigtige beslutninger, der får din virksomhed til at køre på skinner.

Hos Patriotisk Selskab er der en del medarbejdere, der er medlem af gårdråd, heriblandt seniorkonsulent og projektleder Brian Bendtsen. Han argumenterer for, at du som virksomhedsejer kan få rigtig meget ud af et gårdråd – i hvert fald hvis du selv er indstillet på det:

”Et gårdråd kan give dig god sparring og hjælpe til, at du får et bredere syn på din virksomhed på grund af de mange fagligheder, der indgår. Og så giver gårdrådet dig et godt netværk, du også kan bruge imellem møderne. Men samtidig skal du som virksomhedsejer være indstillet på at lytte til, hvad gårdrådet siger – og ikke mindst gøre noget ved det og følge op efter mødet”.

Heri ligger både den store ulempe og den store fordel ved gårdrådet:

”Når du har 1.000 søer og går og drømmer om at få 5.000, kan det meget vel være, at gårdrådet fortæller dig, at det er en dårlig idé. Og det skal du kunne leve med. Gårdrådet tager noget af selvstændigheden fra dig, og du skal hele tiden stå på mål for alt, hvad du gør. Men på den anden side sikrer gårdrådet jo også, at du holder dig til din strategi og tager fornuftige beslutninger”.

Naturligvis er du ikke bundet til nødvendigvis at gøre, som gårdrådet siger, du skal – men det mener Brian Bendtsen alligevel, du bør:

”De dygtigste fagfolk vil kun være med i et gårdråd, hvis de tror på, de kan gøre en forskel”, uddyber han.

Gårdrådet styrker din argumentation
Brian Bendtsen har set eksempler på, at netop gårdrådet kan gøre den store forskel i henhold til at gøre virksomhedsejerens planer til virkelighed:

”Et gårdråd er i stand til at samle al den nødvendige information omkring fx et staldbyggeri – tal, strategier og så videre. Altså kan gårdrådet sørge for, at al argumentationen, der skal bruges for at overbevise banken om, at den skal låne en penge til et projekt, er på plads – og den rigtige argumentation gør det nærmest umuligt for banken at sige nej”.

Dyrt på den korte bane – billigt på den lange
Det kan ikke benægtes, at det koster at have et gårdråd. Brian Bendtsen skønner, at det løber op i mellem 20.000 og 30.000 kr. pr. møde.

”Men hvad betyder 30.000 kr. i en stor virksomhed, hvor en halvdårlig effektivitet, du ikke får gjort noget ved, koster mellem en halv og en hel million i året?” spørger han retorisk og fortsætter: ”At det ikke er helt billigt understreger jo også bare, at du skal være indstillet på at få noget ud af dit gårdråd, så det ikke kun bliver en udgift. Du må fra starten stille en opgave, der skal løses, så gårdrådsmødet ikke bare bliver en dyr sniksnak”.

Har dette vagt din interesse, eller har du spørgsmål, så kontakt Brian Bendtsen.