16
Maj
Det handler om at vokse på bundlinjen – ikke på antal ha

Af planteavlsmedarbejder Kristian Ladegaard Jensen, planteavlspraktikant Peter Schmidt Nielsen og planteavlspraktikant Asbjørn Emil Hertz

Når du står og skal overtage en planteavlsbedrift – eller for den sags skyld en hvilken som helst anden bedrift – så er det med at finde den rigtige måde for dig at føre den videre på. Du skal ikke nødvendigvis gøre, som den tidligere ejer har gjort, for du har måske nogle andre ønsker til produktionen, hverdagen som virksomhedsejer osv.

Inden du overtager, bør du undersøge mulighederne og udfordringerne på bedriften. Herudfra kan du lægge en strategi for den virksomhed og forretning, du ønsker. Hvilken type varer vil du producere – bulkvarer eller noget mere specialiseret? Hvor mange og hvilke maskiner har du brug for – hvis du overhovedet har brug for nogen? Hvilke medarbejdere skal hjælpe dig, og hvor meget skal du selv være i berøring med selve driften? Det er nogle af de mange spørgsmål, du skal tage stilling til i din strategi. Vigtigst af alt skal der regnes på, om der er udsigt til, at den forretning, du vil skabe, kan løbe økonomisk rundt og har et fremtidspotentiale. Hav for øje, at det ikke handler om at vokse på antal hektar, men om at vokse på bundlinjen. Nogle gange hænger de to ting sammen, men ikke altid.

Se på ejendommen med friske øje
For at kunne lægge en god strategi har du brug for et kendskab til ejendommen. Hvis der er tale om dit barndomshjem, synes du sikkert, at dit kendskab til ejendommen er tilstrækkeligt. Vi anbefaler dog alligevel, at du gennemgår ejendommen med en konsulent, uden at dine forældre er med – simpelthen for at få åbnet dine øjne for muligheder, du (og dine forældre) ikke ser. Det kan sagtens være, at der er noget, du ikke har tænkt på – eller måske noget, du har tænkt på, men som du ikke tror er muligt og derfor har fravalgt.

Tænk forbrugeren ind i din produktion, inden du overtager
Der findes mange eksempler på, at den politiske regulering af landbruget påvirkes af samfundsdebatten og forbrugernes efterspørgsel. Selvom vi har fået lov at tildele mere kvælstof til afgrøderne, bliver der på sigt næppe færre reguleringer af landbruget. Det kan du lige så godt tænke ind i din produktion, inden du overtager.

Groft sagt afhænger landbrugets fremtid af, at den yngre generation bliver bedre til at nærme sig forbrugeren. Nogle gange kan helt små tiltag gøre en forskel; at plante blomster ud til vejen, som forbipasserende må plukke, at lave markstier, som folk må gå på, og at informere nabolaget på Facebook, inden du kører gylle.

Økologi er oppe i tiden, og du kan overveje, om økologisk jordbrug er vejen frem. Men du kan også sagtens vælge den konventionelle vej. I bund og grund skal du ”bare” sikre dig, at du har et produkt, der kan sælges, og en produktion, du tror på – også på sigt.

Bæredygtighed er en trends, der måske kan være et alternativ til økologi. Det samme er præcisionsjordbrug og målrettet regulering. Det kan naturligvis hurtigt blive dyrt med indkøb af teknik – men så er spørgsmålet, om det i dit tilfælde kan tjene sig selv hjem igen?

Få et godt netværk
Som nyetableret virksomhedsejer kommer du uden tvivl til at stå med mange spørgsmål. Hvad kan jeg dyrke her, hvordan bekæmper jeg den her sygdom osv.? Vi synes, det er en rigtig god idé at få etableret et godt netværk af nye såvel som mere erfarne planteavlere og virksomhedsejere, så der er nogen at udveksle erfaringer med, når spørgsmålene brænder på. Hvis du har brug for hjælp til at oprette en netværksgruppe, er du meget velkommen til at kontakte Patriotisk Selskab.

Vi står naturligvis også altid til rådighed ved spørgsmål – både i relation til driften og til ejerskiftet. Kontakt os endelig.

Forfatterne af denne artikel er alle tre i tyverne og med en god indsigt i erhvervet. To af dem er selv opvokset på en landbrugsejendom. Planteavlsmedarbejder Kristian Ladegaard Jensen er uddannet agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole i 2017 og har derudover en akademiuddannelse i økonomi og ressourcestyring fra IBA, mens vores to planteavlspraktikanter Peter Schmidt Nielsen og Asbjørn Emil Hertz begge er under uddannelsen til agronom på Københavns universitet. Asbjørn har været i praktik hos os i fire måneder, og Peter i otte måneder. Til efteråret kalder kandidatuddannelsen, og dernæst skal de ud og have job – måske som rådgivere.

Artiklen er en del af en større artikelserie om de mange overvejelser, du bør gøre dig i forbindelse med et ejerskifte. HER kan du læse de artikler i serien, som vi indtil videre har udgivet.