31
Jan
Kom i mål med mere

Du har måske mødt Per Kristensen før. Han er en flittig indlægsholder til vores arrangementer og altid mand for en skarp bemærkning i vores nyhedsbrev eller i pressen. Men hvad er det egentlig lige, han arbejder med til daglig? Jo, han er virksomhedsrådgiver – og han kan hjælpe dig med at komme i mål med dine gode idéer og sikre din virksomhed en attraktiv fremtid. Læs med her og bliv klogere på, hvilken forskel Per kan gøre for din virksomhed.

 

 

Hvad er virksomhedsrådgivning?
Virksomhedsrådgivning er, kort sagt, at hjælpe den enkelte virksomhed til at opnå en attraktiv fremtid. Som virksomhedsrådgiver hjælper jeg derfor virksomhedsejeren med at stille skarpt på sine udfordringer og idéer samt med at udarbejde en plan for, hvordan de hhv. kan løses og udleves.

Hvilken rolle spiller du over for virksomheden?
Det er ikke mig, der skal formulere strategien eller komme med den gode forretningsidé – det er virksomhedsejeren selv. Mit job er derimod at stille de rigtige spørgsmål og dermed udfordre ejeren til at prioritere sine idéer og tage fornuftige valg. Det kan eksempelvis være, at ejeren beslutter sig for at tage action på, at organisationen er for sårbar, at hans egen rolle i virksomheden er forkert eller at økonomistyringen er utilstrækkelig. Jeg kan sætte struktur på strategiprocessen og som indpisker sørge for, at det hele ikke løber ud i sandet, når der skal sættes handling bag ordene i en travl hverdag.

Hvorfor søge virksomhedsrådgivning?
Mange virksomheder kommer i mål med flere tiltag blot ved at få skabt klarhed omkring alle idéerne og få brudt de enkelte tiltag ned i konkrete projekter, som herefter prioriteres. Det er selvfølgelig først og fremmest en økonomisk fordel, men derudover oplever jeg også, at det giver en enormt positiv energi hos ejer og medarbejdere, når man virkelig begynder at beskæftige sig med noget, der rykker.

For mange er det en øjenåbner at arbejde med strategi. Alle ved, at strategiarbejde bør prioriteres, men i praksis kan det være svært at nå i en travl hverdag. Her skal man bare huske, at strategien giver én en retning at følge, hvilket jo netop er tidsbesparende – og endnu bedre, at man undgår de forkerte tiltag og beslutninger.

Hvordan fungerer virksomhedsrådgivning i praksis?
Man kan bare ringe til mig, og så finder vi en skræddersyet løsning, der passer til ens virksomheds behov. Inden det konkrete projekt startes, aftaler vi formål, omfang af rådgivning samt start- og sluttidspunkt. På den måde ved vi også på forhånd, hvad det cirka kommer til at koste.