16
Dec
Lav en plan, før du udlever dine drømme

PRESSEMEDDELELSE
Det er netop i økonomiske nedgangstider, at man bør lægge planer for fremtiden, mener miljøkonsulent Sheila Neldeborg fra Patriotisk Selskab.

Grundet den nuværende økonomiske situation, landbruget står i, kan det være svært at tænke i ting som udbygning og etablering – og det er oplagt at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er plads til drømme og visioner. Det er der dog, mener Sheila Neldeborg, miljøkonsulent hos Patriotisk Selskab.

”Det er i nedgangstider som nu, man skal overveje sin fremtid og få lagt nogle strategiske planer, og det er rent faktisk vigtigt, at man bruger de stille perioder til at tænke over sin fremtid og få afklaret sine muligheder, så man er klar, når det økonomiske opsving kommer. Ikke så ofte ses det, at folk sidder afventende, og når de så har besluttet sig for et projekt, så kan det af den ene eller anden miljørelaterede årsag ikke lade sig gøre”, siger Sheila Neldeborg og uddyber: ”Man skal huske, at hvad der i dag ikke kan lade sig gøre, det kan måske lade sig gøre i morgen”.

En plan betaler sig
Hun finder det dog også vigtigt at pointere, at drømme og visioner ikke kan stå alene. Man skal have en plan, hvilket bl.a. indebærer, at man bør få undersøgt de miljømæssige begrænsninger og udfordringer på sin bedrift – eller på den bedrift, man overvejer at købe – inden man gør noget. Det kan spare en for mange penge i den anden ende.

”Det ses indimellem, at landmænd laver dyre investeringer, uden at de på forhånd har fået vurderet de miljømæssige forhold, og derfor får de ikke det udbytte, de ellers havde håbet på”, fortæller Sheila Neldeborg.

Derudover skal man være opmærksom på, at miljølovgivningen hele tiden ændrer sig, og derfor skal man også jævnligt holde sig opdateret. ”Det er fx ikke nok bare at overtage sin fars plan og måde at gøre tingene på, for mange miljømæssige forhold kan have ændret sig i mellemtiden”, uddyber Sheila Neldeborg og tilføjer, at man overordnet skal sørge for hele tiden at være på forkant, så brandslukning ikke tager alt ens fokus. Dertil kommer, at langt de fleste miljømæssige ændringer, udvidelser og etableringer tager en rum tid at få sagsbehandlet i kommunerne. Det vil sige, at man ikke kan forvente, ens projekt kan realiseres fra den dag, man selv ønsker det. Man bør som minimum sætte seks måneder af til kommunal sagsbehandling på store godkendelser.

Vil du vide mere, så kontakt Sheila Neldeborg, Patriotisk Selskab.