30
Maj
Ny chefkonsulent til Planteavlsafdelingen


Vores nye chefkonsulent i planteavlsafdelingen, Karen Linddal Pedersen, fortæller, at vækstsæsonen 2018 skal planlægges allerede nu. Hun glæder sig til at komme endnu mere ind i jobbet og møde de kunder, som hun endnu ikke har været på besøg hos.

 

 

 

 

Vi har ansat Karen Linddal Pedersen (45 år) som chefkonsulent i vores planteavlsafdeling. Hun har mangeårig erfaring med både planteavlsrådgivning og ledelse. Bag sig har hun en kandidat i landbrugsvidenskab og en lederuddannelse. Sammen med chefkonsulent Erik Andkær Pedersen skal hun fremover sætte retningen for vores planteavlsrådgivning:

”Mit udgangspunkt for rådgivningen er, at bedrifterne skal have en bedre driftsøkonomi, og det kræver i mange tilfælde, at udbyttet øges. Udbyttets størrelse handler langt fra kun om held, men også om den plantefaglige viden. Så som chefkonsulent hos Patriotisk Selskab er det min opgave af skele til de dygtigste planteavlere og give den viden, jeg kan få herfra, videre”, siger Karen Linddal Pedersen.

Fagligt dygtige medarbejdere og kunder
Hendes start hos Patriotisk Selskab har været god, og hun ser frem til for alvor at komme rigtig i gang:

”Konsulenterne i planteavlsafdelingen har alle store faglige kompetencer, og jeg glæder mig at til at få skudt gang i en masse nye projekter sammen med dem. Derudover er jeg i gang med at møde mine nye kunder, og det har været en rigtig positiv oplevelse indtil videre. Deres faglige niveau er meget højt, og jeg ser frem til samarbejdet med dem”.

Hvad er aktuelt i marken lige nu?
På spørgsmålet om, hvad planteavlere derude skal være opmærksomme på lige nu, svarer Karen Linddal Pedersen:

”Lige nu er tidspunktet, hvor vækstsæsonen 2018 skal planlægges. Sorterne skal vælges, så forberedelsen til dem kan påbegyndes med det samme. At være på forkant er vejen til et højt udbytte. Hvis man gerne vil have noget inspiration til sortsvalget, kan man jo passende møde op til Forsøgsmark 2017 på Bramstrup Videncenter den 13. eller 14. juni.