15
Mar
Nyetableret? Husk mulighed for ekstra landbrugsstøtte

Som ung og nyetableret ejer af en landbrugsvirksomhed har du mulighed for at få ekstra landbrugsstøtte. Der er kun få krav, du skal opfylde for at få støtten, men nogen glemmer alligevel at søge.

Krav for at få ekstra støtte

  • Du må højest være 40 år i ansøgningsåret – dvs., hvis du fylder 41 år inden udgangen af 2017, så er det for sent at søge. Det er dog kun i ansøgningsåret, at alderskravet gælder.
  • Du skal være nyetableret, dvs. at du ikke før har ejet en landbrugsvirksomhed, og at det er under 5 år siden, du overtog
  • Du skal mindst have 2 ha for at være berettiget til støtten

 

Støttens størrelse
Støtten udgør 590 kr. pr. ha som tillæg til grundbetalingsordningen. Du kan dog højst modtage støtte til 90 ha.

Du bør søge støtten i forbindelse med overtagelsen af din ejendom – på den måde kan du nemlig modtage den i fem år. Søger du fx først 2 år efter overtagelsen, modtager du kun ekstra støtte i 3 år.

Krav for virksomheder drevet som I/S, ApS eller A/S
Mindst en landbruger i selskabet skal opfylde støttebetingelserne. Den unge landbruger skal desuden varetage den daglige ledelse af driften, være tegningsberettiget for selskabet og eje en andel af selskabet.

Kontakt vores planteavlsafdeling, hvis du har behov for hjælp til at søge støtte for nyetablerede.