23
Maj
Planteavler: Få styr på handelsstrategien og likviditeten

Af virksomhedsrådgiver Per Kristensen, Patriotisk Selskab

De lave afregningspriser på landbrugets produkter har nu også for alvor ramt planteavlen. Inden du går på sommerferie, bør du derfor sørge for at have en skriftlig handelsstrategi – og ikke mindst den nødvendige likviditet til at gennemføre den.

Har du som planteavler ikke en klar plan for, hvordan du vil handle afgrøderne i et lavprismarked, der måske kommer til at falde til det helt urimelige, så skal du vide, at du eksponerer dig selv mod de sædvanlige panikbeslutninger. Det kan fx være, at du ender med at handle hele årets høst den dag, hvor det efterfølgende viser sig, at du får den absolut dårligste pris. Som om det ikke var nok, så får du sikkert også tab en gang til, når du forsøger at redde året ved at købe avlen tilbage via futures; en øvelse, der ofte ender galt.

Det her er selvfølgelig et skrækscenarie – men desværre ikke et usandsynligt et af slagsen.

2016 er derfor året, hvor du bør lave en skriftlig handelsstrategi. Strategien skal primært svare på:

  • Hvordan vil du sælge årets afgrøder? Vil du sælge avlen i en eller flere portioner? Vil du sælge til naboen eller til foderstoffen?
  • Hvornår vil du sælge afgrøderne? Du kan fx sælge 1/4 af avlen hvert kvartal, du kan sælge avlen i delportioner på salgssignaler fra eksempelvis Agromarkets, der afgiver salgssignaler på baggrund af markedstrenden – eller du kan vælge at sælge avlen på et helt tredje tidspunkt.
  • Handler du kun i det fysiske marked, eller kan futures også anvendes som et handelsværktøj? Hvis du anvender futures, hvordan gør du det så rigtigt i praksis uden at ”brænde fingrene”?
  • Hvilke begrænsninger på salgstidspunkterne har du fra lagerkapacitet og likviditet?

 

Når handelsstrategien er skrevet ned, bør du få udarbejdet eller opdateret dine resultat- og likviditetsbudgetter, som gør dig i stand til at få de nødvendige likviditetsrammer på plads helt frem til høsten 2017 om nødvendigt. Det skal nødig være manglende likviditet i høsten, der tvinger dig i markedet, eller tvinger dig til at anvende futures, selvom du i øvrigt finder salgstidspunktet ugunstigt.

De aktuelt lave priser skal du leve med, men med overblik og en plan er du trods alt klar til både at nyde sommeren og til at agere aktivt, hvis markedsudviklingen pludselig kræver det af dig.

Hvis du har brug for sparring om udarbejdelsen af en skriftlig handelsstrategi, så er du velkommen til at kontakte undertegnede (Per Kristensen).