28
Maj
Studietur til Holland – Svineproduktion i glimt

Af svinekonsulent Mette Skjold Sørensen

Der kan hentes megen læring hos de danske svineproducenter. Det er i hvert fald holdningen i Holland, hvor de hollandske svineproducenter og de tilknyttede virksomheder ofte skeler til dansk svineproduktion. De betegner os som frontløbere og høster gerne erfaringer fra os.

I de kommende uger bringer vi her på hjemmesiden en artikelserie ”Hollandsk svineproduktion i glimt”, hvor vi ser nærmere på forholdene for hollandske svineproducenter, på forskelle og ligheder og på, hvor og hvordan vi evt. kan lære noget af hinanden. Artiklerne er baseret på en studietur til Holland i efteråret 2013. Første artikel handler om Løbning/Insemineringsteknik og opstaldning i løbeafdelingen.

Løbning/Insemineringsteknik og opstaldning i løbeafdelingen
De fleste besætninger i Holland bruger 100 % KS ligesom i Danmark, og de hollandske svineproducenter køber typisk fra én sædleverandør. Søerne står ofte individuelt opstaldet i løbeugen, og løbeafdelingerne er – i hvert fald i de stalde vi besøgte – indrettet med ornegang foran søerne. Begge de landmænd, vi besøgte, benyttede sig af A-HA-effekten, som generelt er meget udbredt i Holland. Den ene producent havde automatisk døråbning via håndterminal til ornestierne, dvs., han kunne åbne døren til ornen og lukke ornen fremad/lukke bag den uden at skulle forlade de søer, han var i gang med at inseminere. I løbeafdelingerne går de hollandske svineproducenter meget op i, at der er tilstrækkeligt lys, og de opsætter en række ekstra lysstofrør lige over søernes hovedhøjde.

Ligesom i Danmark er der forskellige måder at håndtere de drægtige søer på. I den ene stald blev søerne flyttet til enkeltdyrsbokse efterfølgende, hvor de stod opstaldet i fire uger. De blev her scannet ved 3. og 4. uge og efter flytning til løsdrift, dvs. ved ca. 6. uge. I den anden besætning blev søerne lukket løse umiddelbart efter løbning.

Hollænderne bruger samme insemineringsteknik som i Danmark, men bruger stimuleringsbøjle. I den ene besætning bestilte de sæd om lørdagen for at have sæd til mandag morgen. Der leveres ikke sæd om søndagen, og sæd bestilt mandag leveres først over middag, hvilket ikke passede ind i landmandens program. Der kontrolleres normalt for brunst søndag eftermiddag samt mandag morgen og insemineres typisk mandag eftermiddag første gang. Der insemineres derefter tirsdag for dem, der vil stå, og der insemineres typisk maks. to gange pr. so. De ligger normalt på en faringsprocent på omkring 90 %.

Dybdeinseminering er tilladt i Holland, men ikke brugt. Det skyldtes primært uvilje fra sædleverandørerne. En sædportion til dybdeinseminering indeholder nemlig kun det halve sædantal, hvorfor kunderne sandsynligvis vil kræve halv pris for en sædportion. Derfor tilbyder firmaerne ikke doser til dybdeinseminering.

Flere artikler følger. Næste gang om en af Hollands største leverandører af sæd til svineproduktion. Firmaet sælger ½ mio. sædportioner om året til de hollandske producenter.

For yderligere oplysninger – kontakt svinekonsulent Mette Skjold Sørensen.