19
Nov
Succes med det første webinar

I sidste uge – torsdag den 14. november – gik Patriotisk Selskab for første gang LIVE. Det skete med webinaret ”Effektiv vildtpleje”, som godt 50 deltagere havde tilmeldt sig, og de fik mange gode råd og anbefalinger med under LIVE-transmissionen. 

I løbet af Patriotisk Selskabs LIVE-foredrag, der varede en lille time, blev der uddelt masser af viden, gode råd og tips fra miljøkonsulent Kristian Petersen og planteavlskonsulent Jan Nielsen. De kunne bl.a. slå fast, at vildtpleje ikke går ud over bundlinjen – tværtimod. Vildtpleje kan sagtens være en fornuftig forretning på den lidt længere bane, særligt hvis tiltagene planlægges ordentligt og bevarer sin enkeltbetaling.

Effekten af vildtpleje – hvornår?
Deltagerene havde til slut mulighed for at stille de to konsulenter spørgsmål, og der var stor spørgelyst. En deltager spurgte til, hvor hurtigt man kan se en effekt af nye vildtiltag, hvortil Kristian Petersen svarede “tidligst efter et par år, dog ofte yderligere nogle år”.

Desuden afhænger det naturligvis af, om man gør meget, eller om man gør lidt. Ikke mindst skal man holde sig for øje, at den negative udvikling for vildtet har stået på i 40-50 år, og det er ikke noget, man ændrer på to år ved at lave en enkelt vildtstribe.

Jan Nielsen blev spurgt, om man kan håbe på, at randzoner kan blive en del af vildtstriber, hvilket Jan ikke umiddelbart mente, at vi skulle forvente. Fra konsulenterne var der desuden gode råd om tilskudsregler, planlægning af vildtvenlige tiltag, sikring af enkeltbetaling, ligesom der var eksempler fra den virkelige verden, beregningseksempler og gennemgang af en forsøgsejendom.

Alt sammen konkrete og brugbare anvisninger, som de interesserede tilhørere kunne tage med sig og bruge i bestræbelserne på at sikre en bedre jagt og evt. få en højere jagtleje.

Hold øje med hjemmesiden og nyhedsbrevene – det kommer flere webinars om aktuelle emner. Som en af deltagerne udtrykte efter det første webinar: ”Enkelt, kortfattet, let forståeligt og meget informativt…lige for folk med gummistøvler på!”

Klik her og se plancherne fra webinaret (pdf): Webinar Effektiv vildtpleje 14 november 2013 optimeret

For yderligere oplysninger om Patriotisk Selskabs webinars – kontakt afdelingsleder Lisbeth Shooter