Nyheder

8. maj 2025

Omstrukturering i Patriotisk Selskab

Strukturudviklingen, den grønne trepart og et konkurrencepræget marked stiller store krav om løbende tilpasning og udvikling for foreninger og rådgivningsvirksomheder inden for jordbrugserhvervet. Det gælder også Patriotisk Selskab, som er ved at tilpasse sig det aktuelle marked med en række omstruktureringer. 

Som forening og rådgivningsvirksomhed må Patriotisk Selskab løbende tilpasse sig det marked, vi agerer i. Landbruget har altid været et erhverv i udvikling, men med strukturudviklingen og den grønne trepart kommer det for alvor til at tage fart i de kommende år.

For at bevare selskabets stabile økonomi og fremtidssikre organisationen ønsker Patriotisk Selskabs bestyrelse derfor at gennemføre en række omstruktureringer i bestyrelse, udvalg og direktion.

Ændringer i bestyrelse og udvalg

Patriotisk Selskabs bestyrelse ønsker en mere agil struktur, hvor bestyrelsen i stedet for de vedtægtsbestemte udvalg for hhv. økonomi, planteavl og husdyrbrug kan nedsætte skiftende udvalg for aktuelle emner. På den måde vil der fremadrettet kunne nedsættes tværfaglige udvalg, som forholder sig til de skiftende emner, der optager vores medlemmer. Et udvalg kunne fx beskæftige sig med grøn trepart.

Dertil ønsker bestyrelsen mulighed for at invitere eksterne medlemmer ind i bestyrelsen. Det er afgørende ikke at lukke sig om sig selv, men at søge input udefra, hvis vi fortsat skal kunne være på forkant med udviklingen og levere den mest kompetente rådgivning til vores medlemmer.

Begge dele kræver mindre vedtægtsændringer, som vil blive foreslået på en ekstraordinært generalforsamling 19. maj og igen på vores ordinære generalforsamling den 18. juni.

Som proceduren for disse ændringer afspejler, betyder foreningsstrukturen, at Patriotisk Selskab ikke bare kan ændre kurs fra den ene dag til den anden. Til gengæld har foreningsstrukturen den åbenlyse styrke, at medlemmerne kan føle sig trygge ved, at Patriotisk Selskab varetager deres interesser og ingen andres. I et marked med mange kommercielle spillere er vores uvildighed garant for vores troværdighed.

Ændringer i direktionen

Selvom Patriotisk Selskab er en medlemsforening, opererer vi samtidig på markedsvilkår. Derfor har Patriotisk Selskabs bestyrelse besluttet at selskabets ene direktørstilling nedlægges. I stedet vil vi i nærmeste fremtid søge en kommerciel direktør, som får ansvar for at geare Patriotisk Selskab til den konkurrencesituation, Patriotisk Selskab står i.

Det betyder, at vi må sige farvel til vores direktør Christian H. Vesterager efter mere end ti års godt og tæt samarbejde.

Bestyrelsen har i alle årene været meget tilfredse med Christians store indsats for Patriotisk Selskab og vil gerne takke for det gode og loyale samarbejde – både, når vi har haft medvind, og når vi er stødt på udfordringer som fx cyberangrebet forrige år.

Christian overdrager en organisation i topform: Patriotisk Selskab kan fremvise ualmindeligt flotte resultater i såvel de interne trivselsmålinger som konkurrent- og imageanalysen. Samtidig har Christian sat en ambitiøs retning for det tværfaglige samarbejde og den digitale udvikling, som vi ser frem til at høste frugterne af i de kommende år.

Vi står i en brydningstid, hvor traditionelle strukturer udfordres. Patriotisk Selskab står ikke i en krise, men bestyrelsen ønsker at handle med rettidig omhu, så vores fine, gamle selskab bliver gearet til de kommende år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Læs privatlivspolitikken her.
Accept af privatlivspolitikken*

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228