23
Jun
Analyser fra 2019: Udbyttet var godt – men tjente du nok?

Vi har nu de foreløbige tal til Driftsanalyser 2019/2020 klar – du kan se dem ved at KLIKKE HER.

2019 var et år, hvor der var gode betingelser for at opnå et højt udbytte, og mange fik da også bedre udbytter, end de har haft i mange år. Der var både en god etablering af vinterafgrøder og en god etablering i foråret. På et tidspunkt i foråret var tørkeindekset højt, og man frygtede, at det skulle gå som i 2018, men fordi planterne allerede havde et godt rodnet, og der alligevel til slut kom regn på det rigtige tidspunkt, endte høsten rigtig godt.

Det tyder dog på, at der flere steder er brugt for mange penge på gødning. Der var masser af uudnyttet kvælstof i jorden i 2019, hvilket måske er årsagen til, at der af tallene ikke kan ses nogen sammenhæng mellem udbyttet og den gødning, der er brugt. Dem, der har brugt mindre gødning, har stadig fået et højt udbytte. Vi kommer derfor ikke udenom, at god driftsledelse er vigtig for økonomien.

Prisen er essentiel
Selvom hovedparten fik et godt udbytte i 2019, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om hovedparten også tjente nok?

Det er i høj grad de priser, der er opnået, der skiller fårene fra bukkene. Dem med flest hektar har nogle stordrifts- og volumenfordele, der gør, at de har hevet de bedste priser hjem. Men herudover viser tallene, at det godt kan betale sig med en god handelsstrategi, der sikrer, at du både dækker omkostningerne og tjener penge i størstedelen af dine handler.

Frø
Ikke overraskende er det frøarealerne, der har de højeste dækningsbidrag.

Hvis du skal have en fod indenfor på frømarkedet, kræver det, at du i forvejen formår at producere kvalitet – hvilket igen understreger værdien af god driftsledelse.

Det er et hårdt marked, og samtidig er der blevet skåret betragteligt i kontraktarealerne i 2019.

Roer
Roer er ikke længere en højværdiafgrøde. Du skal helst have over 150 ha, før det kan betale sig at dyrke roer, og du kan med fordel være meget opmærksom på omkostningsstyring. Roearealer under 100 ha ædes op af omkostninger til især maskinstation.

Grise
2019 var et som bekendt et fantastisk griseår. Der var faktisk gode priser på grise hele år 2019, hvilket skyldtes handelskrigen mellem USA og Kina og specielt den afrikanske svinepest i Kina og en række asiatiske lande. Svineproducenterne har dermed haft et år med overskud over hele linjen.

Dog var foderpriserne høje den første halvdel af 2019, en eftervirkning af de høje kornpriser i 2018. Priserne er desuden gået ned igen et stykke inde i 2020 pga. corona.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til tallene, er du velkommen til at kontakte driftsøkonom Sarah Lilaa.