28
Nov
Bo- og gaveafgiften sættes op

Som du sikkert har hørt, har regeringen fremsat et lovforslag om at rulle bo- og gaveafgiften tilbage fra 6 procent til 15 procent igen, gældende fra den 1. januar 2020. Lovændringen får både indflydelse på generationsskifter af selskaber og personligt drevne virksomheder. Overdrages virksomheden til søskende eller søskendes børn, vil der desuden være en tillægsboafgift.

Herudover foreslås det, at det skal være muligt for den nye ejer at afdrage afgiften over 30 år med lige store afdrag hvert år og en standardrente, som i 2019 er på 2,7 procent.

Kan du nå et generationsskifte til en afgift på 6 procent?
Et succesfuldt generationsskifte kræver grundig planlægning. Hos Patriotisk Selskab anbefaler vi altid, at der sættes god tid af til afklaringen i familien og især mellem den nuværende og kommende ejer.

Hvad forventer de to generationer sig hver især af fremtiden? Hvem skal bo hvor? Skal den nuværende ejer fortsat spille en rolle i virksomheden, når den er overdraget? Det er blot nogle få af de spørgsmål, som bør drøftes, inden generationsskiftet for alvor skydes i gang, og udarbejdelsen af juridiske dokumenter m.v. begynder.

Med andre ord: Hvis du og din familie allerede er langt med generationsskiftet og kun mangler de sidste detaljer, bør I selvfølgelig satse på at nå det til en afgift på 6 procent. Men ellers er anbefalingen fra Patriotisk Selskab som udgangspunkt, at I venter, da et generationsskifte tager tid og indeholder mange andre elementer end skat og afgifter.

Kontakt os dog endelig, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit generationsskifte skal være nu. Ring fx til chefkonsulent Michael Mortensen.