30
Mar
Corona og abonnementer: Får du ikke, hvad du betaler for?

Betaler du et fast beløb – fx om måneden, i kvartalet eller om året – for at modtage en bestemt løbende ydelse? Det kan måske være, du har et service- eller reparationsabonnement eller løbende får leveret nogle bestemte varer. Eller måske du privat betaler til et fitnesscenter?

I disse krisetider melder sig nu spørgsmålet: Hvad sker der, når en abonnementsaftale ikke overholdes, fordi leverandøren ikke kan levere eller holder lukket på grund af coronakrisen? Skal du fortsat betale, selvom der ikke ydes eller leveres noget?

Svaret er som udgangspunkt nej, du skal ikke betale.

Nogle virksomheder har allerede løst problemet ved at meddele kunderne, at abonnementet er sat på pause, indtil virksomheden kan levere eller åbner igen.

Hvis den virksomhed, du har en aftale med, ikke har meldt noget ud, så start med at orientere dig på virksomhedens hjemmeside. Har virksomheden ikke selv taget initiativ til at løse problemet, vil næste skridt være at gennemgå abonnementsbetingelserne, som kan indeholde nøglen til en løsning. Findes løsningen ikke heri, vil virksomhedens manglende levering eller en lukning af virksomheden som udgangspunkt være en misligholdelse af abonnementskontrakten. Det giver dig ret til at ophæve kontrakten og stoppe fremtidige betalinger.

Spørgsmål
Har du spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte juridisk seniorkonsulent Claus Munk.