26
Aug
Den nyeste teknologi i marken og runesten på kontoret

Forretningen starter ved skrivebordet. Summax giver et bedre overblik og overskud, og selvom du står midt i marken eller nede ved maskinforhandleren, kan du straks søge det bilag frem, du skal bruge. Alligevel fungerer mange landmænds kontor stadig som for 20 år siden – hvorfor egentlig det? Økonomimedarbejder Kirstine Bang Gormsen og løn- og økonomimedarbejder Jeanette Christensen vil gerne have lov at vise dig, hvordan Summax virker, og hvordan du kan få gavn af det i din hverdag. Mød dem til vores fyraftensmøde tirsdag den 1. oktober.

Med Summax kan Ø90-brugere virkelig rydde ud i papirstakkene på skrivebordet og skabe overblik. Alligevel oplever vi hos Patriotisk Selskab, at det kræver en indsats at vække interessen for Summax ude på bedrifterne:

”Vi har mange medlemmer, som bruger Summax og er glade for det, men samtidig har vi også gjort rigtig meget ud af at gøre vores medlemmer opmærksom på de mange muligheder i programmet. Man skulle jo tro, at alle ønskede sig et overskueligt bogholderi med så lidt papir som muligt, hvor regningerne kan bogføres hurtigt og nemt, og hvor man bare kan søge på ’John Deere 6150’ – hvor som helst, når som helst, fx når man står oppe ved maskinforhandleren – og få alle bilagene på sin maskine frem. Det vil de fleste nok også gerne have, men alligevel må vi bare konstatere, at Summax ikke sælger sig selv – og ikke er en lige så sjov investering som fx en ny maskine”, siger økonomimedarbejder Kirstine Bang Gormsen.

Løn- og økonomimedarbejder Jeanette Christensen fortsætter:

”Man forstår jo i virkeligheden godt, at nogle landmænd tænker sådan. Hvis man brænder for driften, er administration ærlig talt bare lidt kedeligt. Man skal blot huske, at forretningen starter på skrivebordet, og med elektronisk bilagshåndtering er det altså noget nemmere at danne overblik over økonomien. Når man bruger Summax rigtigt, kan man nemt se, hvad man bruger sine penge på, uden at skulle sidde og bladre frem og tilbage i en masse mapper. Herudover sker rigtig meget i Summax automatisk og i færre arbejdsgange”.

De to patrioter konstaterer samstemmigt:

”Det er selvmodsigende, at landmænd er så glade for teknologi og store maskiner, mens deres kontor er fyldt med runesten og stadig fungerer som for 20 år siden. Det er vigtigt at følge med tiden, også på kontoret, så man ikke sakker bagud.”

Ny app og bedre automatisk aflæsning af bilag
Tirsdag den 1. oktober afholder vi et fyraftensmøde for landmænd, der har eller overvejer Summax:

”Vi vil gerne vise, hvordan Summax virker, og hvad der er kommet af nye funktioner. Bl.a. kan man med vores nye Summax-app scanne bilag med mobilen og sende dem direkte til Summax. Når man er koblet op til appen, vil Summax selv kunne aflæse endnu flere af de bilag, man sender, uanset om man sender bilagene fra appen eller fra sin mail”, fortæller Kirstine Bang Gormsen og Jeanette Christensen.

Patriotisk Selskabs fyraftensmøde er for alle. LÆS MERE – KLIK HER.