11
Jun
Fleksjobbere: Sæt arbejdsvilkår ud fra overenskomst

Har du en medarbejder ansat i fleksjob, eller har du planer om at ansætte en? Så skal du være opmærksom på en dom fra Retten i Randers, som kan få betydning for medarbejderens krav på løn, ferie, pension osv.

Dommen er anket til landsretten, og vi ved mere, når sagen er afgjort. Foreløbig kan du blot sætte dig ind i, hvordan du står, hvis konklusionen i landsretten bliver den samme som i byretten, og du kan agere forebyggende, hvis du ansætter nye fleksjobbere.

Dommen siger: Fleksjobbere skal ansættes på overenskomstlignende vilkår
Ifølge dommen skal fleksjobberes løn- og arbejdsvilkår være overenskomstlignende, også selvom din virksomhed ikke er omfattet af en overenskomst. Det vil sige, at der i ansættelseskontrakten skal tages udgangspunkt i den overenskomst, som gælder for det område, medarbejderen skal ansættes inden for. Hvis der er flere overenskomster på området, er det den mest brugte, der gælder. Der skal desuden henvises til den anvendte overenskomst i ansættelseskontrakten, og det udgør en væsentlig mangel, hvis det ikke fremgår.

For landbrugsmedarbejdere er det overenskomsten mellem Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og Fagligt Fælles Forbund – 3F, der skal tages udgangspunkt i.

Den eneste mulighed p.t. for at undgå at følge overenskomsten, er at aftale det specifikt med fleksjobberen. Det kan fx være, hvis der står i overenskomsten, at medarbejderen skal have pension, men at dine andre fuldtidsansatte medarbejdere ikke får det. Her vil det give mening at få skrevet ind i ansættelseskontrakten, at den sammenlignelige overenskomst fraviges på dette punkt. Det er dog ikke lovligt bare at fravige alle punkter i overenskomsten.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte juridisk seniorkonsulent Bodil Just eller lønrådgiver Tina Christiansen.