21
Nov
Generation “swipe” overtager landbruget

Verden er fyldt med muligheder og valg, som vi kan ”swipe” rundt imellem, og vi kan tilrettelægge vores liv, præcis som vi vil! Sådan tænker den kommende generation af virksomhedsejere – og det vil påvirke den måde, dansk landbrug udvikler sig på. På vores økonomikonference den 5. december vil direktør Christian H. Vesterager give sit bud på, hvad det er for nogle mennesker, der kommer til at drive fremtidens landbrugsvirksomheder, og hvad henholdsvis den unge og den ældre generation bør vide om hinanden.

En ny generation er på vej til at overtage de danske landbrugsvirksomheder. En generation, der på mange punkter adskiller sig fra de nuværende ejere:

”Som ejer er det godt at vide noget om den kommende generation. Man kender selvfølgelig sin søn eller datter, som skal overtage virksomheden – men man skal huske på, at samfundet har ændret sig markant i den nye generations levetid, og at kløften mellem generationerne bliver større og større. Derfor skal man også passe på med at sammenligne det forestående generationsskifte for meget med sit eget. For den forskel, der er mellem én selv og ens børn er markant større, end den forskel, der var mellem én selv og den tidligere generation, da man selv skulle overtage familievirksomheden”, vurderer direktør Christian H. Vesterager.

På vores økonomikonference den 5. december vil han give et indlæg om fremtidens ejere i dansk landbrug – og på baggrund af sine erfaringer som facilitator af en netværksgruppe for den kommende generation vil han give sit bud på, hvad henholdsvis den unge og den ældre generation bør vide om hinanden.

Moderne deltidslandmænd bosiddende i København
”I Patriotisk Selskabs netværksgruppe for de kommende ejere af de større kombinerede landbrugsvirksomheder er det ikke en selvfølge, at man tager en landbrugsuddannelse. De kommende ejere er uddannet inden for alt fra statskundskab til HR til jura – og kun få er landbrugsuddannede. Man kan derfor fundere over, hvordan de kommende ejere selv kommer til at deltage i driften”, siger Christian H. Vesterager og fortsætter:

”Det er heller ikke dem alle, der drømmer om at flytte ind på ejendommen, når de overtager. Flere af netværksgruppens medlemmer planlægger at blive boende i deres lejlighed i København og være ledere for virksomheden på afstand – som en slags nye moderne deltidslandmænd. Det kræver, at de kan forene sig med ikke at have den samme føling med den daglige drift, som deres forgængere har haft det, og at de finder en stærk driftsleder og bygger en stærk organisation op. Alternativet er at forpagte jorden ud”.

Christian H. Vesterager tror, at vi i fremtiden vil se, at en landmand ikke længere bare er en landmand:

”Enten er man ejer og har fokus på ledelsen, eller også er man landmand og har fokus på driften. Man kan også være god til begge dele, og det er kun en fordel – så længe man ikke tror, at man kan være 100 procent til stede i begge roller og sørger for at få hjælp til det, man ikke har overskud til. For en større kombineret landbrugsvirksomhed har både brug for en stærk leder og en landbrugsfagligt stærk driftsleder”.

Husker ikke nødvendigvis finanskrisen
Den nye generation har ifølge Christian H. Vesterager et helt andet syn på dét at drive virksomhed og landbrug:

”Vi taler om en generation, der er opvokset i en digital tid og er vant til, at informationer kan findes med et knips, og at man kan ”swipe” sig videre, hvis man mister interessen for noget. Det er en generation, der lever i en verden fuld af muligheder og valg, og hvor geografi ikke er en begrænsning. Det ser vi fx i forhold til uddannelse, men også i hele generationens måde at tænke på – og det vil vi også komme til at se, når de bliver virksomhedsejere. Alting handler om at skabe det ideelle liv for sig selv med den rigtige karriere, bopæl osv. Og valgene tages ud fra, hvad man selv ønsker – ikke hvad andre forventer af én. Derudover har vi jo at gøre med en generation, hvor mange ikke husker finanskrisen, men kun husker de seneste 10 års økonomiske optur”.

De nuværende ejere skal have forståelse for, at den kommende generation tænker anderledes end dem selv, mener Christian H. Vesterager:

”Ens efterkommer vil med stor sandsynlighed komme til at træffe beslutninger vedrørende virksomheden, som man ikke selv ville have truffet. Selvfølgelig må man komme med gode råd – men man skal også huske, at den nye ejer skal have lov at være ejer på sin egen måde”.

Økonomikonferencen 2018
På vores økonomikonference den 5. december kan du bl.a. høre om:

  • Hvordan det står til med landbrugets økonomi, og hvad vi kan forvente os af de kommende år
  • Hvordan den moderne forbruger tænker, og hvilke muligheder det giver landbruget
  • Hvordan du bedst agerer over for din finansieringspartner og opnår den ønskede finansiering
  • Hvordan du tjener penge på præcisionsjordbrug
  • Hvordan fremtidens ejere ser på landbruget, og hvordan du skaber en virksomhed, de har lyst til at overtage.

 

Læs mere her.