04
Jun
Husk ny registreringsattest til din varebil senest 1/7

Varebiler over 2.000 kg til og med 3.500 kg tilladt totalvægt, som bruges til firmakørsel, skal registreres hos Motorstyrelsen senest den 1. juli 2019.

Det gælder, uanset om køretøjet er på gule plader eller papegøjeplader – og uanset om varebilen er registeret i dit CPR-nummer eller i virksomhedens CVR-nummer.

Der har været en del forvirring omkring sidstnævnte, fordi SKAT fejlagtigt har meddelt flere varebilsejere, at det kun er, hvis varebilen er registreret i CVR-nummeret, og man har fået en meddelelse fra Motorstyrelsen, at de nye regler gælder.

Hvornår kører du firmakørsel?
Du kører firmakørsel, hvis du transporterer gods, som tilhører din virksomhed, fx sprøjtemidler. Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods, som virksomheden lejer, låner eller udlåner.

Benytter du udelukkende din varebil til privat kørsel, skal du ikke fortage dig noget.

Sådan registrerer du din varebil
Du kan registrere bilen her ved at logge ind med NemID.

  • Vælg ”Registrering” og ”Rediger tilladelse” og indtast bilens registreringsnummer eller stelnummer
  • Under ”Dispensationer og tilladelser” tilføjes ”Firmakørsel”
  • Godkend registreringen og bestil en ny registreringsattest.

 

Transport af gods for fremmed regning i varebil
Fra den 1. juli 2019 stilles der også nye krav til vognmænd og chauffører, som transporterer gods for fremmed regning i varebil. Kravene gælder, hvis godset har en samlet vægt på over 11 kg pr. stykgods, og varebilen/vogntoget har en tilladt totalvægt mellem 2.000 kg og 3.500 kg.

Hvis din virksomhed har en tilladelse til godskørsel for fremmed regning og kører firmakørsel ved siden af godskørsel, er det disse nye krav til vognmænd og chauffører, du skal være opmærksom på. Til gengæld er det ikke nødvendigt at registrere, at varebilen anvendes til firmakørsel.

Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte lønrådgiver Tina Christiansen.