15
Jan
Hvorfor betale for en årsrapport, du ikke bruger?

Når du sammenligner dine økonomiske resultater med andres, kan du hurtigt se, hvad du er god til, og hvor der er potentiale for forbedring. Udnyt fx muligheden for at få et overblik over din økonomi, når du alligevel skal have lavet årsrapport. Det koster ikke meget ekstra at få konsulenten til at gennemgå årsrapporten sammen med dig – men til gengæld kan det gøre en kæmpe forskel, påpeger økonomikonsulent Kasper Skovgaard Hansen.

Kasper er gået fra rådgiver til konsulent – et udtryk for den faglige viden og erfaring, han har oparbejdet gennem sin karriere hos Patriotisk Selskab. Herunder kan du læse mere om, hvad Kasper laver til daglig, og hvad han kan hjælpe dig med. Lad ham fx komme forbi til et uforpligtende møde, om hvordan du kan optimere din økonomi.

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder især med driftsøkonomisk rådgivning. Jeg er født og opvokset i landbrugserhvervet, og jeg synes, det er rigtig spændende, hvordan vi kan se tendenserne i erhvervets økonomi, samt hvad der virker og ikke virker. Bl.a. kan vi lære meget af at sammenligne de virksomheder, der ligger omkring gennemsnittet, med dem, der klarer sig allerbedst. Hvad er det, dem med den bedste økonomi gør anderledes? Og hvad kan de gennemsnitlige virksomheder gøre for at komme op på samme niveau som de dygtigste?

Jeg oplever, at de fleste virksomhedsejere har styr på, hvor pengene kommer fra, men det er ikke altid, at de ved, hvor de kan optimere for at opnå et bedre resultat. Ofte ser vi fx, at der kan skæres ned på omkostningerne og derved spares penge.

Udover at måle virksomhederne op mod hinanden kan vi også lære meget af at sammenligne den danske landbrugsøkonomi med andre landes. Jeg repræsenterer Patriotisk Selskab i det internationale Agri Benchmark-samarbejde, hvor de økonomiske tendenser i landbruget over hele verden undersøges. Når Danmark sættes ind i en større sammenhæng, er det nemmere at forstå eksempelvis afregningspriser. I Danmark har vi ikke meget indflydelse på udviklingen i markedet – vi kan blot rette ind efter de tendenser, vi ser. Fx var jeg i juni 2018 til Cash Crop-konference i Beijing, hvor en af pointerne var, at Kinas efterspørgsel på protein er hastigt stigende. Kina har rigtig mange munde at mætte, og som husdyrproducent i Danmark bør man derfor være opmærksom på den øgede efterspørgsel, som vil føre til højere foderpriser – og overveje en større selvforsyningsgrad af protein. Med andre ord giver sammenligningen med andre lande et godt billede af, hvilken retning vi skal arbejde i Danmark.

Har du et godt råd til virksomhedsejerne derude?
Ja. Lad være med at opfatte årsrapport, budgetter m.v. som ”tvangsprodukter”; noget, du kun skal have lavet for andres skyld. Benyt dig i stedet af muligheden for at få et godt indblik i din økonomi.

Hvis du lader din konsulent bruge en time mere på årsrapporten, er det billigt købt rådgivning. Han er jo allerede i gang og kan lige så godt gennemgå tallene med dig også. Og det er her, du virkelig kan få indsigt i, hvad du konkret kan gøre for at rykke bundlinjen i din virksomhed.

Hvornår skal man ringe til dig?
Man er meget velkommen til at ringe, hvis man vil have en gennemgang af sin økonomi med fokus på konkrete tiltag, der kan forbedre bundlinjen. Jeg kommer gerne forbi til et uforpligtende møde.

Man skal være klar på, at jeg er ærlig – også hvis mit bedste råd er, at man skal fyre en medarbejder eller lade være med at købe den maskine, man går og drømmer om. Til gengæld ser jeg ofte, at de måske ikke så sjove beslutninger gør en stor forskel på bundlinjen.

HER KAN DU FINDE KASPERS KONTAKTOPLYSNINGER.