Praktikstilling til kommende jordbrugsteknologstuderende

Hvis du overvejer at studere til jordbrugsteknolog med økonomi og driftsledelse – så er det nu, du skal slå til. Hos Patriotisk Selskab vil vi nemlig sikre 1-2 kommende jordbrugsteknologstuderende på Erhvervsakademi Aarhus en praktikplads, inden de overhovedet påbegynder studierne.

Hos Patriotisk Selskab søger vi 1-2 personer, der har lyst til at studere til jordbrugsteknolog med økonomi og driftsledelse (Agro Business Economist eller Agro Business Manager) i Aarhus – og undervejs i studiet have tilknytning til Patriotisk Selskab samt gennemføre det praktikforløb, som er en del af uddannelsen, hos os.

Praktikforløbet varer 10 uger og finder sted på den sidste del af den toårige uddannelse. Undervejs i din uddannelse vil vi være din kontaktvirksomhed, du vil modtage invitationer til vores events osv. Derudover vil der måske være mulighed for en fastansættelse, når du er færdiguddannet.

Vi tilbyder
Som praktikant i vores økonomiafdeling vil du blive tilknyttet en mentor. Du får lov til at prøve kræfter med de fleste typer arbejdsopgaver – det kan fx være bogføring og moms, regnskaber, skatteregnskaber, årsrapporter, budgetter, opsætning af investeringer og virksomhedsanalyser.

Det er vigtigt for os, at du får en god oplevelse med dit praktikforløb. Der skal være plads til at stille spørgsmål, og vi sørger for, at du når at møde så mange kolleger som muligt og oplever virksomhedens kultur hele vejen rundt.

Det er vores erfaring, at du gennem et praktikforløb kan prøve af, om du vil være rådgiver, samt om Patriotisk Selskab er det rette sted for dig – samtidig med at vi får mulighed for at lære dig og dine kompetencer at kende. Det danner grobund for, at vi i fællesskab kan vurdere, om du skal fastansættes, når du bliver færdig med din uddannelse.

Om os
Patriotisk Selskab er en rådgivningsvirksomhed inden for landbrug beliggende i Odense og med snart 209 års historie.

Vi består af cirka 80 medarbejdere, der yder rådgivning til landbrugsvirksomheder i hele landet inden for bl.a. husdyr, miljø, jura, planteavl, strategi og økonomi.

Vi prioriterer vores medarbejderes personlige og faglige udvikling højt, fx via kurser og efteruddannelse. Derudover vægter vi fleksibilitet i hverdagen – bl.a. har vores medarbejdere flextid og mulighed for at arbejde hjemmefra.

For at fremme det sociale sammenhold og gøre Patriotisk Selskab til en attraktiv arbejdsplads har vi en personaleforening, kunstforening og kantineordning. Som praktikant spiser du selvfølgelig gratis med.

Du er
Først og fremmest har du en drøm om at arbejde med økonomirådgivning af nogle af landets dygtigste landbrugsvirksomheder og kan forestille dig en karriere hos Patriotisk Selskab.

Derudover er det naturligvis nødvendigt, at du har en uddannelse bag dig, der er adgangsgivende til jordbrugsteknologstudiet – dvs. en STX, HF, HHX, HTX eller en faglig erhvervsuddannelse, fx landmand.

Som person forventer vi, at du er engageret og har et ønske og en forventning om at få et godt fagligt udbytte af dit kommende studie.

Ansøgning
Hvis vi har vakt din interesse, skal du både ansøge om at komme ind på studiet som jordbrugsteknolog med økonomi og driftsledelse samt sende en skriftlig ansøgning til Patriotisk Selskab.

Ansøgning til Erhvervsakademi Aarhus
Du kan søge ind som jordbrugsteknolog med økonomi og driftsledelse, hvis du har enten en STX, HF, HHX, HTX eller en faglig erhvervsuddannelse, fx landmand. Læs mere her.

Ansøgningsfristen for studerende med en erhvervsuddannelse er den 15. marts kl. 12.00 (kvote 2) og for studerende med en STX, HF, HHX og HTX er det den 5. juli kl. 12.00 (kvote 1).

Studiestart er den 26. august 2019.

Den 28. februar kl. 19.00 – 21.30 er der informationsaften om studiet på Sønderhøj 30, 8260 Viby J. Ved spørgsmål kan du kontakte adjunkt hos Erhvervsakademi Aarhus Christina Vesterager Laursen på telefon 7228 6000 eller mobil 7228 6406.

Ansøgning til Patriotisk Selskab
Vi skal have din skriftlige ansøgning om et praktikforløb under din uddannelse i hænde senest den 5. marts. Ansøgningen skal være uden CPR-nummer.

Send ansøgningen til HR-konsulent Anne Jensen på mailadressen job@patriotisk.dk.

Har du spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Christian H. Vesterager.

Din ansøgning behandles med forbehold for, at du optages på studiet.