29
Okt
Kan banken være tilfreds med samarbejdet med dig?

Er du bekymret for, om banken tror på din virksomhed – også på længere sigt? Så er det (muligvis) på tide at kigge indad!

For giver du banken en grund til at tro på dig? Har de indsigt i og forståelse nok for din virksomhed, til at de kan se potentialet og tør være med på dine nye projekter?

Banken er en af dine vigtigste samarbejdspartnere, og derfor fordrer et godt samarbejde naturligvis, at du behandler dem derefter. Det har du sikkert hørt før, men hvad betyder det i praksis?

Det betyder, at banken formentlig har et stort engagement i din virksomhed, og at de derfor gerne vil have, at du jævnligt informerer om resultaterne og økonomien, uanset om det går godt eller dårligt. Det giver dem tryghed – også selvom det selvfølgelig ikke går supergodt hele tiden.

Se din virksomhed fra bankens side
Hvis du kan opbygge et godt samarbejde med din bank, øger det dine chancer for at få nogle gode finansieringsaftaler i hus – og samtidig kan du have ro i maven omkring samarbejdet og det næste møde i banken, du skal til.

Banken ved godt, at der bliver færre landbrug, og at engagementet hos den enkelte landmand dermed skal være større, hvis deres indtjening på landbrug skal undgå at falde. Du oplever måske, at det kan være svært at få lov at låne penge – men vi ser altså eksempler på, at folk får lov, også blandt Patriotisk Selskabs medlemmer. Og du kan gøre meget for at styrke dine muligheder.

Banken er klar på at låne penge ud til dig, hvis de tror på, at det kan blive en fornuftig forretning, for dig og for dem. Det er op til dig at vise – hvilket er nemmere at gøre, hvis du prøver at sætte dig ind i, hvordan banken ser på dig.

Det kan du gøre for at styrke dit samarbejde med banken
Hvad ville du selv forvente, hvis du lånte penge ud til nogen? Vi har samlet nogle anbefalinger til, hvordan du gør banken tryg ved samarbejdet med dig:

  • Vær åben – også når det går dårligt. Banken skal nok gennemskue det, hvis du prøver at pynte på situationen. Det er også vigtigt, at du er på forkant med at give relevant information. Hvis du kan se, at resultaterne ikke bliver lige så gode, som der er budgetteret med, så sig det med det samme. Selvom du måske er bekymret for bankens reaktion, bliver det ikke bedre af at vente. Tværtimod.
  • Yd banken løbende service – ikke bare med et regnskab en gang om året, men gerne med et budget/en budgetopfølgning hvert kvartal. Lad være med at vente på, at banken spørger – tag gerne selv initiativ. Det er en fordel, hvis de økonomiske produkter, du leverer, er professionelle – får du dem fx lavet hos Patriotisk Selskab, kan banken nemt orientere sig i dem, fordi de er bygget op i et system, som banken er vant til at bruge. Samtidig giver det en ekstra gennemslagskraft til produktet (budgettet, budgetopfølgningen, strategien, eller hvad der nu måtte være tale om), at nogle professionelle økonomifolk har hjulpet dig – og ”at det ikke bare er noget, du selv har fundet på”.
  • Få lagt en plan for din finansiering. På den måde viser du banken, at finansiering er noget, du tager seriøst, og at du har en forventning om og holdning til, hvordan finansieringen skal skrues sammen. Planen – som selvfølgelig skal spille sammen med den overordnede strategi for din virksomhed – giver samtidig et overblik over, hvor du gerne vil bevæge dig hen, hvilken finansiering, det kræver, samt hvilke risici, det indebærer. Det er naturligvis okay at stille krav til banken og dine lånevilkår – det er med til at vise, at du er professionel i forholdet til dine samarbejdspartnere.
  • Kend din virksomhed og dine tal. Dette er nok det vigtigste råd, vi kan give dig. Det er helt i orden at få hjælp til økonomien, men du er nødt til at have et overblik over, hvordan det ser ud med din forretning. Du skal være inde i de produkter, du viser frem til banken, og være i stand til at komme med uddybende forklaringer på de enkelte tal. Som ejer bør du være den, der er allermest ekspert i din virksomhed, og det forventer banken, at du kan leve op til. Samtidig er det vigtigt, at du kender dine egne kommunikative styrker og svagheder, så du er klar på at præstere til mødet med banken. Er du fx bange for at gå kold i en teknisk forklaring eller glemme at fortælle en vigtig detalje – så kan det være en fordel at tage din økonomikonsulent med til mødet.

 

Spørgsmål
Kunne du tænke dig noget sparring om dit samarbejde med banken? Eller har du brug for nogle gode og professionelle økonomiske produkter, du kan vise frem – fx budget, budgetopfølgning, regnskab, finansieringsstrategi eller virksomhedsanalyse?

Så kontakt endelig økonomikonsulent Kristian Bak Larsen.