17
Mar
Corona: Nye betalingsfrister for skat og moms

Som en del af regeringens hjælpepakker til erhvervslivet pga. coronakrisen forlænges nu betalingsfristerne for A-skat og AM-bidrag, B-skat samt moms.

A-skat og AM-bidrag
Fristen for betaling af A-skat og AM-bidrag rykkes med fire måneder. Du skal dog fortsat overholde den oprindelige frist i forhold til indberetningen til E-indkomst.

For små virksomheder er de nye frister ændret således:

  • Fristen den 11. maj rykkes til 10. september
  • Fristen den 10. juni rykkes til 12. oktober
  • Fristen den 10. juli rykkes til 10. november

 

For store virksomheder er de nye frister:

  • Fristen den 30. april rykkes til 31. august
  • Fristen den 29. maj rykkes til 30. september
  • Fristen den 30. juni rykkes til 30. oktober

 

Hvis du er klar til at betale til den oprindelige frist, skal du være opmærksom på, at SKAT tilbagebetaler pengene, hvis beløbet, du indbetaler, overskrider udbetalingsgrænsen på din skattekonto. Du kan hæve udbetalingsgrænsen til 200.000 kr., og der er stillet forslag om at hæve denne grænse til 10 mio. kr. fra den 25. marts. Det kan være en fordel at indbetale tidligere, hvis du ellers skulle have betalt negativ rente af indestående i banken.

Moms
Fristen for betaling af moms udskydes også.

Ved momsafregning hver måned forlænges fristen med 30 dage – det er det maksimale, der er muligt med den nuværende EU-lovgivning.

Ved kvartalsvis momsafregning forlænges fristen for indberetning og betaling med et kvartal. Det sker ved, at årets første to kvartaler slås sammen, så du først skal betale moms for første kvartal ved fristen for andet kvartal.

Det samme gør sig gældende ved halvårlig momsafregning, hvor fristen for indberetning og betaling hermed forlænges med 6 måneder. Herved skal hele momsen for de helt små virksomheder betales samlet for hele 2020 den 1. marts 2021.

B-skat
Betalingsfristerne for B-skat ændres således:

  • Fristen den 20. april rykkes til 22. juni
  • Fristen den 20. maj rykkes til 21. december

 

Nye politiske tiltag
Det går stærkt med de politiske tiltag i øjeblikket. Her kan du følge med i de nyeste skattemæssige tiltag.

Det er bl.a. også blevet vedtaget, at løn til dine medarbejdere refunderes fra dag ét, hvis de bliver syge af corona eller sat i karantæne.

Det kan også være, at du har en eller flere aftaler, som ikke er blevet opfyldt pga. coronakrisen – hvis du er i tvivl om, hvem der bærer ansvaret for et eventuelt tab som følge heraf, kan du læse denne artikel.

Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, så kontakt endelig din daglige rådgiver eller seniorkonsulent Palle Offersen.