Snart kan du søge om tilskud til minivådområder. Og hvis du spørger en erfaren udtagningskonsulent, er ordningen meget bedre end sit rygte.
Nu kan du snart søge om tilskud til etablering af et minivådområde samt kompensation for tabt indkomst og udgifter. Landbrugsstyrelsen forventer at have åbent for ansøgninger mellem den 4. september og 4. oktober 2023.
”I dag er vi så sikre på hånden, når vi laver minivådområder, at der ikke sker fejl.” Sådan fortæller en erfaren udtagningskonsulent i videoen herunder. “Jeg har faktisk ikke mødt en landmand eller lodsejer endnu, som har sagt: ’Det skulle vi aldrig have gjort’,” siger han videre.
Overvejer du at etablere et minivådområde?
Hvis du overvejer, om det kan være meningsfuldt at etablere et minivådområde på din bedrift, så tag fat i vores lokale udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen. Hun yder gratis rådgivning og kan hjælpe med en række forberedende undersøgelser. Hun kan også hjælpe med korrekt placering, dimensionering og design af det enkelte minivådområde.
Udtagningskonsulenterne er finansieret af staten, og derfor kan du som lodsejer få gratis rådgivning og hjælp til udtagningsprojekter, herunder etablering af minivådområder.
Hvis du vil søge tilskud gennem minivådområdeordningen, skal du i din ansøgning til Landbrugsstyrelsen vedlægge en underskrevet erklæring fra en udtagningskonsulent. Derfor bør du tage fat i Mette Dyrup Truelsen så tidligt i forløbet som muligt. Erklæringen skal bl.a. tilkendegive, at drænoplandet er korrekt afgrænset, og hvis du ønsker at ansøge om tilskud til en pumpe, skal det også angives, at en pumpeløsning er væsentlig for projektet.
Søg tilskud fra minivådområdeordningen i september
Landbrugsstyrelsen forventer at åbne for ansøgninger til minivådområdeordningen fra den 4. september til den 4. oktober 2023. Her kan du både søge om tilskud til etablering af et åbent minivådområde samt kompensation for tabt indkomst og udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af minivådområdet.
Tilskuddet og kompensationen udbetales efter gennemført projekt.
Du kan som sagt få hjælp til at udarbejde en ansøgning uden beregning af vores udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen.
Formålet med minivådområdeordningen
Det primære formål med minivådområdeordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en sekundær effekt reducerer minivådområder også fosforudledningen.
For at sikre at minivådområderne har den ønskede effekt, skal projekterne placeres på udpegningskortets egnede eller potentielt egnede arealer. De skal desuden ligge i et delopland med et kvælstofreduktionsbehov.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til ordningen, eller har du brug for sparring ifm. dit eget minivådområdeprojekt, så kontakt miljø- oplands- og udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen.