Efter et par år med stagnering og fald i efterspørgslen på økologiske varer er salget nu igen stigende. Samtidig møder økologien politisk opbakning og står over for nye muligheder for salg af kløvergræs til biogas.
Af økologisk koordinator Lars Lyholm Johansen
Det økologiske marked har været påvirket af den stigende inflation, og fra 2021 så vi en stagnering eller et decideret fald i salget af økologiske varer. Det er særligt de dyrere varer, især kød, der har været mindre efterspørgsel på.
Nu ser den kedelige tendens imidlertid ud til at vende. Fra 2. kvartal af 2023 ser vi en stigning i salget, hvilket tyder på, at forbrugerne igen tilvælger de økologiske varer.
Politisk opbakning
I den gældende Landbrugsaftale fra 2021 beskrives økologi som en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget. Det økologiske areal er ellers faldet med cirka 5000 ha fra 2022 til 2023 og udgør nu omkring 305.000 ha. Det svarer omtrent til størrelsen på Fyn og udgør 11,5 % af Danmarks samlede landbrugsareal. Samtidig er antallet af økologiske bedrifter blevet mindre, mens de større økologiske bedrifter er vokset.
Af både Landbrugsaftalen og regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fremgår et mål om at fordoble det økologiske areal frem mod 2030. I tråd hermed yders både økologisk arealtilskud og støtte til omlægning til økologi.
Økonomien i økologisk planteproduktion
Økonomisk har driftsresultatet for økologisk og konventionel planteproduktion (se y-aksen nedenfor) overordnet ligget på linje over årene (x-aksen). Inden for de enkelte produktionsgrene, især husdyrproduktion, har der dog været større variation.
I kraft af arealstøtte og gode afgrødepriser er den økologiske planteproduktion økonomisk robust.
Fremover kan den økologiske planteproduktion desuden blive særligt aktuel, da kløvergræs kan blive en salgsafgrøde. Fra 2025 må biogasanlæggene kun bruge kløvergræs fra økologiske arealer samt græs og kløvergræs fra flerårige arealer (min. 5-årige). Derfor vil økologiske landmænd stå godt i forhandling med biogasanlæg om leveringsvilkårene.