Nyheder

23. november 2022

Driftsanalyser 2021/2022

Tid til at kalibrere kompasset

I årets Driftsanalyser præsenteres for første gang økonomiske data, der er påvirket af konsekvenserne af COVID-19. Helt generelt ser det ikke ud til, at pandemien har haft en væsentlig indvirkning på årets resultater.

Det overordnede billede er, at 2021/2022 blev et økonomisk fornuftigt år for den professionelle jordbruger med historisk høje nettoudbytter inden for planteavl. Resultaterne dækker dog også over store forskydninger inden for de forskellige driftsgrene, men også på de enkelte bedrifter, der alle er påvirket af forskelligrettede effekter og usikkerheder, specielt i andet halvår. Året er derfor også præget af dels konsolidering, men også øget fokus på risikostyring og handelsstrategi på hver enkelt landbrugsbedrift. Et fokus, som kun er blevet intensiveret med Ukrainekonflikten og den efterfølgende voldsomme stigning i inflation og renter.

Hertil kommer, at der politisk er blevet afklaret tre væsentlige rammevilkår for landbruget: Brexit, reformen af EU’s landbrugspolitik (CAP) og den politiske aftale om landbrugets bidrag til den grønne omstilling. Alle forhold, der vil kræve, at hver enkelt bedrift får kalibreret kompasset for at sikre fortsat økonomisk vækst.

Mange bedrifter har i 2021/2022 øget deres fokus på, hvorledes den enkelte kan håndtere økonomisk bæredygtighed og samtidig arbejde med branchekravet om at reducere udslippet af drivhusgasser. Det har i år medført en konkretisering af nye rapporteringskrav inden for miljømæssig bæredygtighed (E), sociale og medarbejdermæssige forhold (S) og god ledelse (G) – et emne, som flere artikler i årets Driftsanalyser vil belyse.

For griseproducenterne er disse år fortsat meget volatile, og i særdeleshed er smågriseproducenterne økonomisk udfordret som følge af flere uheldige begivenheder, der resultererede i et smågrisemarked med for stort udbud. Eksport af grisekød til Kina blev reduceret kraftigt som følge af ASF-udbrud i Polen og Tyskland kombineret med nye dyrevelfærdsregler i Tyskland. Dette medførte noteringsfald for slagtegrise, men den største påvirkning faldt på eksportnoteringen for smågrise. Derfor fortsatte tilbagegangen i nettoudbyttet for denne driftsgren og i særdeleshed for producenter af smågrise.

Planteavlere kan til gengæld se tilbage på et historisk godt 2021/2022, hvilket hovedsagelig kan tilskrives generelt højere afregningspriser, da det samlede høstudbytte i 2021/2022 var lavere end sidste år, men på niveau med femårsgennemsnittet. Efter tørkeåret 2018/2019 har bedrifter med planteavl haft en række rigtigt gode år og kan desuden se frem til endnu et fantastisk år. Prognosen for 2023/2024 viser en forventning, der ligger over tiårsgennemsnittet uagtet kraftigt stigende priser på både direkte og indirekte omkostninger.

Driftsresultaterne for 2021/2022 betyder, at hovedparten af virksomhederne fortsat har haft mulighed for at konsolidere sig på et middel til højt niveau, som kan bidrage til fremtidig udvikling og robusthed. Konsolideringen afspejles desuden i, at bedriftsstørrelsen er øget, hvilket understøtter den langsigtede trend mod store bedrifter.

Gennem de seneste år er der arbejdet på at øge antallet af økologiske virksomhedsanalyser. Det er et område, der har manglet konkrete økonomiske analyser, og i år kan der præsenteres afgrødeanalyser for ti afgrøder målt på både gennemsnit og bedste halvdel. Det er intentionen, at dette område udvides i de kommende år, således at der kan bidrages med økonomisk indsigt inden for økologi.

Vi håber, at den unikke viden, som er opbygget gennem mere end fem årtiers Driftsanalyser og 16 års internationalt samarbejde i Agri Benchmark, vil hjælpe dig med at indstille kompasset, så du kan navigere din virksomhed mod en styrket indtjening. Der kan i årets Driftsanalyser søges konkret inspiration fra det internationale samarbejde både inden for planteavl og griseproduktion.

Hvordan får jeg fat i Driftsanalyser?
Du kan købe Driftsanalyser 2021/2022 hos sekretær Jette Post. Prisen er 250 kr. for medlemmer og 400 kr. for ikke-medlemmer (ekskl. moms og inkl. forsendelse). Alle medlemmer får tilsendt et gratis eksemplar. Hvis du er deltager i Driftsanalyser, får du to eksemplarer.

Som deltager i Driftsanalyser får du igen i år tilsendt dit ejendomsnummer via mail. Har du ikke modtaget dit nummer, hører vi gerne fra dig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Læs privatlivspolitikken her.
Accept af privatlivspolitikken*

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228