Ellers kan du med fordel arbejde mere proaktivt med dit omdømme som arbejdsplads – dit employer brand. Arbejdet med at rekruttere nye medarbejdere begynder nemlig, længe før du slår et stillingsopslag op.
Har du mange kvalificerede ansøgere, når du søger en ny medarbejder til din virksomhed? Ellers bør du måske arbejde mere proaktivt med virksomhedens omdømme som arbejdsplads.
Employer branding handler ikke om at få din virksomhed til at fremstå som en bedre arbejdsplads, end den reelt er; men om at tydeliggøre for omverdenen, hvorfor det er attraktivt at arbejde netop hos dig.
Du har fx ingen interesse i at få virksomheden til at fremstå som en arbejdsplads med fleksible arbejdstider, hvis det ikke afspejler virkeligheden. Tværtimod risikerer du at fremstå utroværdig og at tiltrække nye medarbejdere, som hurtigt vil søge videre, når de opdager, at de ikke kan få opfyldt deres forventning om fleksibilitet. Derimod bør du fremhæve netop de fortrin, din virksomhed har som arbejdsplads.
Hvis du gerne vil arbejde mere bevidst med dit employer brand, kan du med fordel forholde dig til disse spørgsmål:
- Hvad er kernefortællingen for din virksomhed?
- Hvad gør din virksomhed særlig som arbejdsplads?
- Hvilke udfordringer har du med at rekruttere og evt. fastholde medarbejdere?
- Hvem vil du gerne nå ud til med din employer branding (målgruppen)?
- Hvilke platforme og personer (fx medarbejdere) kan hjælpe dig med at viderebringe dine budskaber?
LÆS OGSÅ: Rekruttering i landbruget
Medarbejderne er arbejdspladsens ambassadører
Dine nuværende medarbejdere er selvsagt dine vigtigste ambassadører. Trives de i hverdagen? Har de mulighed for at udvikle sig på arbejdspladsen? Er der et godt sammenhold kollegerne imellem?
Dit employer brand er summen af de fortællinger, dine medarbejdere deler om virksomheden.
Hvis du har formået at skabe et godt arbejdsmiljø med glade og tilfredse medarbejdere, har du allerede et solidt fundament for at kunne fremstå som en attraktiv arbejdsplads i jobsøgernes øjne. Autenticitet er et nøgleord i employer branding.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan arbejde med arbejdsmiljøet i din virksomhed, kan du læse, hvordan de er gået til opgaven hos Stiftelsen Hofmansgave her, eller lytte til vores podcast om ledelse på tværs af generationer her.
Næste skridt er at få det gode budskab længere ud.
Plant de gode historier i dit netværk
Måske kan din næste medarbejder findes blandt en samarbejdspartners bekendte, en tidligere medarbejders studiekammerater eller i lokalsamfundet?
Du ved aldrig, hvor den næste ansøgning kommer fra, og derfor er det også værd at gøre opmærksom på virksomhedens fortrin som arbejdsplads i forskellige sammenhænge. Det kan fx være ved at fremhæve og rose medarbejdernes gode indsats og insistere på et godt arbejdsmiljø – også over for eksterne samarbejdspartnere.
Hvis en medarbejder af den ene eller anden grund fratræder, er det ligeledes afgørende, at de tager de gode historier med sig. Sørg for at få afsluttet en ansættelse på bedst mulig vis, og send din tidligere medarbejder godt videre.
Giv medarbejderne ordet på dine sociale medier
En del jordbrugsvirksomheder deler allerede glimt af hverdagen på de sociale medier, hvor både medarbejdere, samarbejdspartnere og mennesker fra nabolaget kan følge med.
Det kan have mange fordele ift. naboerne fx at informere om gyllekørsel. Samtidig kan det være med til at positionere dig som en attraktiv arbejdsplads, hvis du deler autentiske øjeblikke fra arbejdsdagen på gården.
Mennesker stoler på mennesker, og derfor kan du med fordel give ordet til dine medarbejdere, når I deler på de sociale medier. Med løbende opslag kan du således vise, hvordan det er for medarbejderne at arbejde i din virksomhed. Det har en større troværdighed og effekt, end hvis du alene beskriver din arbejdsplads som fx ”attraktivt”, ”fleksibel” og ”med et godt kollegaskab” i et stillingsopslag. Show it, don’t tell it!
Det kan være med glimt fra personalefesten, ros af dine medarbejderes store indsats i forbindelse med høsten, fremvisning af den nyeste teknologi, som dine medarbejdere får lov til at videreuddanne sig i, eller et opslag om, hvordan du konkret arbejder med at mindske din bedrifts klimapåvirkning. På den måde giver du potentielt kommende medarbejdere et indblik i virksomhedens kultur og værdier.
Det vigtigste er, at du gør op med dig selv, hvorfor din virksomhed er attraktiv som arbejdsplads, og formidler netop dén historie. På den måde skaber du de bedste betingelser for at nå ud til de jobsøgere, som har potentiale for at kunne blive glade medarbejdere gennem mange år i netop din virksomhed.
LÆS OGSÅ: Fastholdelse af medarbejdere i landbruget