Landbrugsejendommen som både produktionsenhed, jagtområde og naturressource
Få et Naturtjek og et klart overblik over naturens tilstand på din ejendom.
Af jagt- og naturrådgiver Christoffer Toft Hviid Jensen
Landbrugsejendomme består i dag af mange forskellige komponenter. Her drives produktionen på marken, og her balanceres regnskabet ved skrivebordet. Men midt i drift og økonomi gemmer der sig ofte et overset potentiale: naturen.
En oplagt måde at få overblik over de biologiske værdier på din ejendom er ved at få foretaget et Naturtjek. Det er en gennemgang af dine arealer, som munder ud i konkrete anbefalinger til, hvordan du kan optimere biodiversiteten og dermed forholdene for vildtet – altid med udgangspunkt i dine ønsker og i tæt dialog med dig.
Et Naturtjek kan gennemføres året rundt, men giver særlig stor værdi i forårs- og sommermånederne, hvor naturen er i fuldt flor, og faunaen er mest aktiv. Det giver det bedste grundlag for at se sammenhænge, potentialer og muligheder i landskabet.
Samtidig får du et klart overblik over, hvordan du bedst fremmer naturen på din ejendom. På den måde bliver indsatsen både målrettet og effektiv, og du undgår at bruge tid og ressourcer på tiltag uden reel værdi.
Små tiltag – stor effekt
Det behøver hverken være omfattende eller dyrt at gøre en forskel – ofte er det de små greb, der skaber de største resultater.
En stenbunke, der alligevel samles på marken før høst, kan blive et værdifuldt levested for padder, krybdyr og mange insekter, hvis den placeres rigtigt. Et væltet træ er heller ikke bare affald, men kan udvikle sig til et biologisk hotspot for insekter, planter, små pattedyr og fugle.
Disse arter udgør fundamentet i fødekæden og skaber bedre levevilkår for vildt som fasaner, agerhøns og harer – arter, der også er centrale for den klassiske danske jagtoplevelse.
Med andre ord: Når du styrker naturen på din ejendom, styrker du samtidig jagten. Et Naturtjek kan hjælpe dig med at forløse det fulde potentiale, og er oplagt at bruge i ESG-rapporteringen.
Du kan læse mere om NaturTjek hos SEGES.


