Log på 'Mit Patriotisk'

Nyheder

3. december 2025

Dét ved vi om den nye kvælstofmodel

Den 3. december blev den politiske aftale om en ny model for kvælstofreguleringen præsenteret på et pressemøde på Christiansborg. Politikerne har valgt en hybridmodel, som både trækker på VISA-modellen og FLAD-modellen.

Med den politiske delaftale, som faldt på plads 3. december, er fordelingen af kvælstofkvoter på plads i den nye nationale kvælstofreguleringsmodel, som træder i kraft i 2027.

I modsætning til gødningskvoter og efterafgrødekrav bliver kvælstofreguleringen fremover baseret på, hvor meget der udvaskes fra marken. 

Hver bedrift får tildelt en kvote for, hvor meget kvælstof der maksimalt må udledes til kysten fra bedriften.

Den samlede udledningskvote for hvert kystvandopland skal deles ud på de enkelte bedrifter med en fordelingsmodel – og det er den, der nu er blevet besluttet politisk.

Miljømæssigt har det ingen betydning, hvilken kvotemodel, der vælges – det har derimod været et spørgsmål om byrdefordelingen mellem bedrifterne i et kystvandopland.

Landbrug & Fødevarer har argumenteret for, at der burdes indføres en ren VISA-model – så byrden fordeles ligeligt mellem alle landmænd i et kystopland og ikke hovedsageligt skal bæres af dem, med de ”dårlige” jorde. Politikerne er imidlertid endt på en hybridmodel, som kombinerer VISA-modellen og FLAD-modellen i de kystvandoplande, hvor indsatsbehovet vurderes at være størst.

FLAD-model: Her tildeles ens kvote for udledt kvælstof (kg N) til kyst pr. ha til alle marker i et kystvandopland. Der tages ikke hensyn til hverken jordtype eller kvælstofretention. Det betyder, at det bliver langt vanskeligere for dem med fx sandjord – og dermed lav retention – at holde sig inden for kvoten, end det bliver for dem med jord, der har høj kvælstofretention.

VISA-model: Her tildeles kvoterne vha. en fordelingsnøgle, der tager hensyn til jordtype, nedbørsniveau og kvælstofretention. Det er de faktorer, der påvirker kvælstofudvaskningen, men som landmanden ikke har indflydelse på. Dermed kan bedrifterne i et kystvandopland få tildelt forskellige udledningskvoter pr. ha; men samme krav til reduktion af kvælstofudledningen i procent. Det bliver altså lige svært for alle bedrifter at holde udledningen inden for den tildelte kvote.

"Den politisk vedtagne model skelner mellem kystvandoplande med højt og lavt reguleringstryk."

Den nye reguleringsmodellen

Den politisk vedtagne model skelner mellem kystvandoplande med højt og lavt reguleringstryk.

I kystvandoplande med lavere reguleringstryk vil der alene blive reguleret efter VISA-modellen, som tager højde for forskelle i retention, jordtype og afstrømning. Her bliver det altså lige svært for alle landmænd at holde udledningen inden for den tildelte kvote.

I kystvandoplande, som er udpeget til at være særligt udfordrede og derfor har et højere reguleringstryk fordeles kvoterne til gengæld efter en hybridmodel. Hybridmodellen udgøres af 75 % VISA-model og 25 % FLAD-model. I FLAD-modellen tages der ikke hensyn til, at udvaskningen fra nogle arealer naturligt er større end fra andre. Dermed vil nogle landmænd her kunne blive reguleret hårdere end deres naboer i kystvandoplandet.

Udover, at den vil ramme nogle landmænd meget hårdt, er det problematiske ved FLAD-modellen også – som Landbrug & Fødevarer har fremført – at den er baseret på usikre modelberegnede retentionskort.

 

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til den nye kvælstofregulering, er du velkommen til at kontakte din konsulent. Vi holder os løbende opdaterede, men mangler endnu afklaring på væsentlige spørgsmål såsom kompensationssatserne.

Vi kan også anbefale at følge webinarerne fra SEGES Innovation. Du kan fx tilmelde dig deres webinar 4. december kl. 16 om den nye reguleringsmodel for kvælstof her

Hvornår træder den nye kvælstofregulering i kraft?

Jf. Den grønne trepartsaftale fra juni 2024 skulle den nye regulering træde i kraft i 2027. I praksis vil den dog allerede være gældende efter høst næste år – altså fra 2026 – når der skal sås afgrøder.

En af aftalens lyspunkter er, at kravet om 4 % uproduktive arealer (brak) udfases fra 2027.

 

Kan jeg handle med mine kvoter?

Ja. Det fremgår af aftalen, at det vil blive muligt at handle med kvælstofkvoter internt i et kystvandopland.

 

Hvad kan jeg få i kompensation?

Denne del af aftalen er endnu ikke faldet på plads. Der afventes beregninger fra Københavns Universitet, før de konkrete satser kommer på plads.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Læs privatlivspolitikken her.
Accept af privatlivspolitikken*

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228