Riften om arbejdskraften er stor i landbruget. Mange oplever, at deres medarbejdere søger ud af erhvervet eller går på pension, og forsøger forgæves at rekruttere nye.
I denne artikel får du et overblik over nogle af de parametre, som kan være afgørende for at lykkes med rekrutteringen af de rette medarbejdere.
Employer branding
Når du rekrutterer, skal du sælge din virksomhed til potentielle medarbejdere. Det arbejde begynder i virkeligheden længe før, du står og mangler arbejdskraft. Hvis din virksomhed har et godt omdømme, er det nemlig væsentligt lettere at rekruttere – og sådan et omdømme tager tid at bygge op.
Inden for HR taler man om employer branding, hvor virksomheder aktivt arbejder med at opbygge et positivt omdømme og positionere sig som en attraktiv arbejdsplads.
Der er mange forskellige tilgange til employer branding, men et sted at starte er at sikre, at dine nuværende medarbejdere trives og er gode ambassadører for din virksomhed. Det samme gælder medarbejdere, som af den ene eller anden grund fratræder – de skal gerne rejse videre med gode historier om arbejdspladsen.
Hvis din virksomhed er aktiv på sociale medier, er det også oplagte platforme til at vise det gode arbejdsmiljø frem.
Du kan læse mere om, hvordan du brander din virksomhed som en attraktiv arbejdsplads her.
Fang de rette kandidater med stillingsopslaget
Når du skal rekruttere en ny medarbejder, er første skridt at definere stillingen og afklare, hvilken kandidat du søger.
Næste skridt er at få formuleret et stillingsopslag, som appellerer til de rette kandidater. Forventningsafstemningen begynder allerede her, så det er vigtigt, at stillingen beskrives så retvisende som muligt. Der er intet vundet ved at få ansat en medarbejder, som fx faldt for salgstalen om fleksible arbejdstider, hvis arbejdstiden reelt ikke er så fleksibel – så vil medarbejderen hurtigt begynde at se sig om efter et nyt job.
Overvej desuden, hvor du bedst fanger din målgruppe? Er det på traditionelle jobdatabaser, på opslagstavlen i det lokale supermarked eller i en særlig Facebook-gruppe? Det er ligegyldigt, hvor mange der ser stillingsopslaget, hvis det ikke er de rigtige.
LÆS OGSÅ: Et godt ansættelsesforløb er fundamentet for det gode samarbejde om et rekrutteringsforløb på Egebjerggaard Gods.
Kvalificering af ansøgerfeltet og jobsamtaler
Er du i den heldige situation, at flere kvalificerede kandidater har søgt den ledige stilling hos dig, er næste skridt at få indsnævret ansøgerfeltet og indkaldt de mest interessante til en eller flere samtalerunder.
Her bør du have fokus på, hvilke kompetencer og hvilken erfaring der er afgørende for at kunne lykkes i jobbet.
Til samtalen har du muligheden for at afklare evt. tvivlsspørgsmål ift. ansøgerens kvalifikationer. Derudover er det afgørende at fornemme ansøgerens motivation, og om der er et personligt match. Kan I arbejde sammen? Og vil kandidaten fungere i det eksisterende team?
Patriotisk Selskab har assisteret i mange rekrutteringsforløb – fra stillingsopslag til den endelige ansættelseskontrakt – og hjælper også gerne dig. Det kan du læse mere om her.
Test og personlighedsanalyser
Afhængigt af hvilken stilling du rekrutterer til, kan det også være relevant at benytte sig af test eller personlighedsanalyser i forløbet. Det er omstændigt og dyrt at rekruttere den forkerte, så derfor er det ekstra forarbejde ofte godt givet ud.
I Patriotisk Selskab bruger vi det velgennemtestede system DISC til at lave personlighedsanalyser. I DISC er der ikke nogen personlighedstyper, der er bedre end andre. Det er derimod et værktøj, som fremhæver den enkeltes styrker og giver et indblik i, hvordan man fungerer i grupper. Det kan du læse mere om her.
Ansættelseskontrakt og introforløb
Ansættelseskontrakten er det formelle fundament for ansættelsen og det videre samarbejde. Derfor er det vigtigt, at den er i orden. Det hjælper vores jurister dig gerne med at sikre. Vi har også stor erfaring med at udarbejde introforløb for nye medarbejdere, som sikrer, at de får en god start på arbejdspladsen.
Hvis det er længe siden, du sidst har rekrutteret, skal du være obs på, at en gammel kontraktskabelon ikke nødvendigvis kan anvendes igen, da der kom nye lovkrav til ansættelseskontrakter i 2023.
Fastholdelse af medarbejdere
Det er naturligvis ikke nok at tiltrække nye medarbejdere, hvis de kun forbliver på arbejdspladsen i en kortere periode. Derfor er det afgørende at have fokus på fastholdelse – eller vedvarende tiltrækning – af dine medarbejdere. Hvis du er interesseret i at læse mere om, hvordan du skaber en attraktiv arbejdsplads – også for forskellige generationer af medarbejdere – kan du læse mere i artiklen her.