Førstehåndsindtryk og forventningsafstemning
Mads Eg Gensmann og konsulenten fra Patriotisk Selskab havde netop lagt megen energi i at få defineret stillingen som godsinspektør og talt igennem, hvilken profil der skulle til for at udfylde rollen som ejerens fortrolige repræsentant på godset.
På den baggrund formulerede de et stillingsopslag, som skulle appellere til de rette kandidater.
”Patriotisk Selskabs konsulent fik hurtigt en god forståelse for, hvad jeg søgte, så jeg var helt tryg ved, at de kunne finde den rette til stillingen,” mindes Mads Eg Gensmann og tilføjer:
”Vi fik mange ansøgninger – og mange af dem var fra meget kvalificerede kandidater, der havde et CV med stor tyngde. Det var jeg imponeret over.”
Patriotisk Selskab screenede de indkomne ansøgninger og afholdt indledende samtaler med nogle af ansøgerne. Tre kandidater gik videre til samtaler med Mads Eg Gensmann.
”Her vidste jeg, at det faglige fundament var helt på plads; så jeg fokuserede på at finde ud af, om her var et match på det personlige og værdimæssige plan,” fortæller han.
Samme fokus havde Gustav Friis Kromphardt. Han kom fra en god stilling, som han var glad for, så det var vigtigt for ham at få bekræftet, at hans forventninger til stillingen på Egebjerggaard Gods ville blive indfriet:
”Førstehåndsindtrykket var afgørende for mig, og jeg kunne hurtigt mærke, at vi var på bølgelængde,” fortæller han.
Foruden at gå godt i spænd med hinanden på det personlige og værdimæssige plan blev Gustav Friis Kromphardt også hurtigt overbevist om, at der var den fornødne eksekveringskraft bag de høje ambitioner for stedet.