Snart kan du søge støtte til etablering af skov hos Klimaskovfonden
Klimaskovfonden åbner snart for ansøgninger om støtte til skovrejsningsprojekter. Sidste frist for at ansøge er 13. maj.
Af jagt- og naturrådgiver Christoffer Toft Hviid Jensen
Klimaskovfonden åbner en ny ansøgningsrunde for støtte til skovrejsningsprojekter fra 7. april til 13. maj 2026. Som lodsejer har du nu mulighed for at søge økonomisk støtte til at etablere skov på dine arealer.
Du kan søge støtte, hvis du har mere end 5 ha til rådighed. For kirker og kommuner gælder en lavere grænse på 2 ha.
Hvor meget kan jeg få i støtte?
Som privat lodsejer kan du søge om op til 65.000 kr. i støtte pr. ha for skovrejsning. Dertil kan du søge indkomstkompensation på 29.500 kr. pr. ha for produktionsskov og 44.500 kr. pr. ha for ny urørt skov.
Støtten uddeles efter et auktionsprincip, hvor du selv sætter prisen afhængig af den CO2-reduktion, projektet vil medføre. De projekter, der giver mest CO2-effekt for pengene i hver ansøgningsrunde, prioriteres højest.
Udover CO2-effekten får dit projekt point for at levere synergieffekter som drikkevandsbeskyttelse, kvælstofreduktion eller biodiversitet. For at komme i betragtning skal dit projekt opnå mindst 8 point ud af 23 mulige.
For kirker gælder det, at der kan søges op til 94.500 kr. i støtte pr. ha til at rejse skov og op til 109.500 kr. pr. ha for at etablere ny urørt skov.

Produktionsskov eller urørt natur
Klimaskovfonden stiller krav om, at der etableres blandede skove med mange arter, skovbryn og biodiversitetsarealer. Det skal udgøre 10-50 % af det samlede skovareal.
Skove med støtte fra Klimaskovfonden skal pålægges fredskovspligt (ej at forveksle med fredet skov), men det er op til dig at afgøre, om du vil etablere produktionsskov eller urørt skov.
Få hjælp til din ansøgning
Vi hjælper dig gerne med projektet og med at forberede en støtteansøgning til Klimaskovfonden.
Kontakt mig for at høre mere om dine muligheder.


