Log på 'Mit Patriotisk'

Nyheder

14. april 2026

»Vi bidrager gerne til den grønne trepart; men vi driver først og fremmest virksomhed«

GRØN TREPART OG AREALOMLÆGNING

På Kustrup Margaard på Vestfyn er arealomlægningen godt i gang – på flere fronter. De to ejere, Søren Bonde og Jakob Stentebjerg, har selv taget initiativ til to minivådområder. Derudover har de solgt et areal til kommunen, som bl.a. ønsker at anlægge et større vådområde – et areal, som de to landmænd ellers havde helt andre drømme for.

Billede: Udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen fra Patriotisk Selskab og projektleder Rasmus Dalhoff Skaar, som er ansvarlig for arealomlægningen i Middelfart Kommune.
Udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen fra Patriotisk Selskab og projektleder Rasmus Dalhoff Skaar, som er ansvarlig for arealomlægningen i Middelfart Kommune.

Det begyndte med et minivådområde i kanten af en mark i 2020, da Jakob Stentebjerg som nyuddannet landmand lige var kommet til Kustrup Margaard på Vestfyn.

”Minivådområdet var mit projekt – et idealistisk projekt, om man vil,” fortæller Jakob Stentebjerg om minivådområdet, der blev etableret, før nogen havde forestillet sig, at der fire år senere ville blive indgået en grøn trepartsaftale om omlægningen af de danske landbrugsarealer.

I dag er minivådområder et centralt værktøj i indsatsen for at reducere kvælstofudvaskningen.

Kustrup Margaard har været drevet af Søren Bonde og hans hustru siden 1987, men i dag er Jakob Stentebjerg trådt til som den unge part i et glidende generationsskifte frem mod 2029. De driver 950 ha, har 1.275 årssøer og producerer 26.000 slagtegrise og 23.000 smågrise årligt.

Selvom de under realiseringen af deres første minivådområde stødte på nogle bureaukratiske bump, har de nu ansøgt om at etablere endnu et minivådområde på deres arealer i forvisning om, at processen i dag glider lettere.

Samtidig har de netop frasolgt et areal til Middelfart Kommune.

”Det er et område med stort potentiale,” fortæller Rasmus Dalhoff Skaar, som er projektleder for arealomlægning i Middelfart Kommune.

”Opkøbet giver kommunen mulighed for stort set at komme i mål med et stiprojekt. Derudover er arealet interessant ift. den grønne trepart og grundvandsbeskyttelse,” forklarer han.

“Med den grønne trepart har vi som erhverv indgået en aftale om arealomlægning, og så må vi også hver især bidrage med vores.”

»Her får vi smæk for skillingen«

Jakob Stentebjerg udpeger på et kort, hvor de gerne vil placere det nye minivådområde.

”Det her projekt kan virkelig komme til at rykke noget ift. kvælstofudvaskningen. Det er derfor, vi gerne vil gå ind i det. Det er omkostningseffektivt – her får vi virkelig smæk for skillingen,” forklarer Jakob Stentebjerg.

Med hjælp fra Patriotisk Selskabs udtagningskonsulent har de ansøgt om tilskud til at etablere et minivådområde med et vandspejl på ca. 3 ha.

”Det skulle gerne komme til at ligge lige her, hvor det kan filtrere vand fra hele området her, inden det løber videre til Gamborg Fjord. Det burde kunne forbedre retentionen på vores egne og nogle af de omkringliggende marker,” forklarer Jakob Stentebjerg, mens han udpeger området på et kort.

Gamborg Fjord er et af de områder i Danmark, hvor indsatsbehovet vurderes at være størst.

”Med den grønne trepart har vi som erhverv indgået en aftale om arealomlægning, og så må vi også hver især bidrage med vores,” mener Søren Bonde, der bakker op om Jakob Stentebjergs vision for området.

I skrivende stund afventer de endnu svar på deres ansøgning om at anlægge endnu et minivådområde. Hvis projektet bliver godkendt, vil det blive et af de største minivådområdeprojekter i området.

 

Drømte om at udvide griseproduktionen

Sammen havde de to landmænd imidlertid også andre visioner for bedriften.

I 2021 erhvervede Søren Bonde og Jakob Stentebjerg den tidligere kvægejendom Blanke Østergård, fordi de gerne ville udvide produktionen med 70.000 smågrise om året.

Billede: Minivådområdet på ejendommen Løkkegård, som Jakob Stentebjerg og Søren Bonde etablerede i 2020. Minivådområdet er på 0,71 ha og renser drænvand fra et opland på ca. 62 ha for fosfor og kvælstof.
"Et idealistisk projekt," kalder Jakob Stentebjerg minivådområdet, som de fik etableret i 2020 på Løkkegård. Nu har de ansøgt om at anlægge endnu et minivådområde med et vandspejl på hele 3 ha.

Men den plan mødte modstand fra naboer, og kommunen afviste i første omgang deres ansøgning om griseproduktion på ejendommen. Siden hjemviste Miljø- og Fødevareklagenævnet imidlertid kommunens afvisning til fornyet behandling.

Selvom Søren Bonde og Jakob Stentebjerg levede op til alle love og regler i deres ansøgning og formentlig kunne have fået grønt lys til at udvide produktionen, endte de med at opgive planen.

”Jeg kunne se, at der var så mange interesser på ejendommen, som ikke stemte med vores, så jeg endte med at foreslå kommunen, at de købte den,” fortæller Søren Bonde.

Billede: Minivådområdet på ejendommen Løkkegård, som Jakob Stentebjerg og Søren Bonde etablerede i 2020. Minivådområdet er på 0,71 ha og renser drænvand fra et opland på ca. 62 ha for fosfor og kvælstof.
Minivådområdet på ejendommen Løkkegård, som Jakob Stentebjerg og Søren Bonde etablerede i 2020. Minivådområdet er på 0,71 ha og renser drænvand fra et opland på ca. 62 ha for fosfor og kvælstof.

Den mulighed greb Middelfart Kommune.

”Som kommune opkøber vi ikke arealer i regi af den grønne trepart, men i dette tilfælde har vi også andre interesser i arealet, og derfor gav det mening,” forklarer Rasmus Dalhoff Skaar.

Normalt er det Jordfordelingskontoret hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), der opkøber arealer til den grønne trepart. Men dette tilfælde er særligt, da Middelfart Kommune bl.a. også ønsker at anlægge en cykel- og gangsti i det gamle jernbanespor mellem Vejlby og Asperup, som går gennem Blanke Østergård.

Derudover forventer Rasmus Dalhoff Skaar, at der vil blive plantet skov for at beskytte grundvandet, og at de lavtliggende områder kan indgå i et vådområdeprojekt i den grønne trepart for at reducere udvaskningen af kvælstof til Båring Vig.

”Jeg forventer, at vi kan sælge noget af jorden videre til vandværket og Naturstyrelsen. Nogle af arealerne kan indgå direkte i deres projekter, og andre vil måske kunne indgå i de jordfordelingsaftaler, som bliver nødvendige for at komme i mål med indsatskravet i den grønne trepart,” forklarer Rasmus Dalhoff Skaar.

Det var netop de modstridende interesser i området, der afgjorde sagen for Søren Bonde og Jakob Stentebjerg.

”Det er rigtigt god landbrugsjord, og vi købte jo den gamle kvægejendom for at kunne udvide vores griseproduktion. Men når der er så mange andre interesser i arealet, er det vores vurdering, at kommunen er en bedre ejer end os,” siger Søren Bonde, som hellere vil bruge sin energi på at udvikle deres virksomhed.

Billede: Projektleder Rasmus Dalhoff Skaar, som er ansvarlig for arealomlægningen i Middelfart Kommune.
Projektleder Rasmus Dalhoff Skaar, som er ansvarlig for arealomlægningen i Middelfart Kommune.

»Nu har vi gjort vores«

Søren Bonde og Jakob Stentebjerg har fokus rettet fremad. De har fået tilladelse til at bygge en ny drægtighedsstald med bedre dyrevelfærd til det eksisterende sohold på en af deres andre ejendomme. I stedet for at udvide produktionen af smågrise, satser de nu på at vækste alle smågrise til slagtegrise og dermed fokusere på en full-line produktion.

”Nu skal vi kigge frem og fokusere på at udvikle virksomheden,” mener Søren Bonde.

”Vi bidrager gerne til, at landbruget kan komme i mål med den grønne trepart; men vi driver først og fremmest virksomhed. Nu mener jeg, at vi har gjort vores,” lyder det fra Jakob Stentebjerg.

Han understreger, at landbruget jo er et erhverv:

”Vi skal kunne drive en forretning, og det er det, vi kommer til at have fokus på i de kommende år,” siger han.

Hos Middelfart Kommune er indsatser, som kan reducere kvælstofudvaskningen til Gambord Fjord, førsteprioriteten.

”Derfor er vi endnu ikke gået i gang med projekterne på Blanke Østergård, som er opland til Båring Vig; men det skal nok komme,” forsikrer Rasmus Dalhoff Skaar.

Kustrup Margaard A/S

  • Søren Bonde og Jakob Stentebjerg driver 950 ha jord, hvoraf de ejer de 500 ha. Her dyrker de korn og frøgræs.
  • De har 1.275 årssøer og producerer 26.000 slagtegrise og 23.000 smågrise årligt på deres syv gårde.
  • Ambitionen er at kunne vækste alle smågrise til slagtegrise i fremtiden og fokusere på en full-line produktion.
Billede: Minivådområdet på ejendommen Løkkegård, som Jakob Stentebjerg og Søren Bonde etablerede i 2020. Minivådområdet er på 0,71 ha og renser drænvand fra et opland på ca. 62 ha for fosfor og kvælstof.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Læs privatlivspolitikken her.
Accept af privatlivspolitikken*

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228