På Brahesborg Gods i Gamtofte har de fået etableret et vådområde på blot 3 ha efter en ny fast track-model. Vådområdet, som indvies den 4. oktober, har været mere simpelt at anlægge end de større vådområder og er samtidig meget omkostningseffektivt. Forhåbningen er, at det vil kunne inspirere flere til at gå ind i arbejdet med at reducere kvælstofudledningen.
Mange bække små
I Assens Kommune har de haft stor succes med at koordinere større natur- og vådområdeprojekter, som involverer flere lodsejere. Jannik Seslef, der er projektleder i Miljø og Natur i kommunen, så dog et behov for også at kunne lave mindre projekter i fx lavninger eller ender af marker, som ligger under vand.
”De her mindre arealer kan omdannes til overrislingszoner, og derfor så vi en god mulighed for at udvikle en mere simpel model, så vi kan få sat skub i udtagningerne,” fortæller han.
Udtagningskonsulent Birthe Thordahl Christensen så netop et sådant potentiale i Provsteengen, der var et lille drænet lavtliggende landbrugsareal, som var svært at dyrke. Derfor kontaktede hun Brahesborg Gods for at høre, om de var interesserede i at indgå i pilotprojektet.
Borgmester Søren Steen Andersen i Assens Kommune er meget glad for projektet:
”Vi har masser af god landbrugsjord, som skal dyrkes. Men vi har også brug for at nå nogle resultater for miljøet, og her kan dette være endnu et godt værktøj,” fortæller Søren Steen Andersen, som håber, at projektet kan inspirere såvel kommuner som lodsejere i resten af landet.
Hidtil har de små arealer været mindre attraktive at søge midler til via de offentlige udtagningsordninger, da kravene til projekteringen har været for omfattende. Derfor har Jannik Seslef været i dialog med Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen om mulighederne for – inden for rammerne af den eksisterende vådområdeordning – at få gjort processen med at få lavet de faglige vurderinger, der ligger til grund for et tilsagn om at udtage et areal, hurtigere og mindre ressourcetunge.
Stor effekt på små arealer
I aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug blev folketinget i 2021 enige om en række indsatser, som reducerer kvælstofudledningen med over 10.000 tons i 2027. Af den grønne trepartsaftale fremgår det desuden, at 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorde og randarealer skal være udtaget senest i 2030, ligesom vores kystvande her skal være i god tilstand.
”Vi har forpligtet os på de her reduktioner, og så må vi også holde, hvad vi lover,” siger Peter Cederfeld.
Et lille vådområde er lige så effektivt ift. at begrænse kvælstof- og fosforudvaskningen som et minivådområde, men vil ofte være både hurtigere og billigere at etablere. På Brahesborg Gods har de fået afbrudt og omlagt dræn, samtidig med at en rørlagt del af Holevad Bæk er blevet fritlagt og genslynget. Det er både med til at forbedre vandmiljøet og vilkårene generelt for dyr og planter i vandløbet og havet.
I stedet for at bruge elektriske pumper, som typisk er tilfældet, når der etableres minivådområder, er der arbejdet med drænene.
Vil du vide mere om muligheden for at lave et fast track-vådområde?
Så er du velkommen til at kontakte vores udtagningskonsulent Mette Dyrup Truelsen.
Opdatering: Du kan også se SEGES Innovations webinar om emnet fra december 2025 her.