Jagt: Husk at få lavet din biotopplan
Med en biotopplan kan du få lov til at udsætte flere agerhøns og fasaner, samtidig med at du forbedrer dyrenes levesteder – og din jagt. Nu er det tid til at få opdateret alle 1-årige biotopplaner og de 3- og 5-årige, som udløber i år.
Af jagt- og naturrådgiver Christoffer Toft Hviid Jensen
Uden en biotopplan må du udsætte én fugl pr. ha landbrugsjord – eller 100 fugle i alt, hvis din ejendom er under 100 ha. Med en biotopplan kan du få lov til at udsætte væsentligt flere.
En biotopplan beskriver, hvilke habitatforbedrende tiltag, du vil udføre på din ejendom som kompensation for, at du får lov at udsætte en større mængde fuglevildt. Det kan fx være tiltag som vildtstriber, læhegn, insektvolde, vandhuller, stendiger og lærke- og vibepletter.
Har du aldrig haft en biotopplan før, er det nu, du skal tage fat i mig for en snak om, hvad mulighederne er på dine arealer. Hvis vi tidligere har anmeldt en biotopplan for dig, som udløber i år, dvs. alle etårige biotopplaner, treårige fra 2023 og femårige fra 2021, kan jeg ligeledes hjælpe med at opdatere og anmelde biotopplanen til Miljøstyrelsen igen.
1-, 3- eller 5-årig biotopplan
En biotopplan gælder i ét, tre eller fem år og skal herefter anmeldes igen.
Med en et- eller treårig plan må du udsætte op til syv fugle pr. ha.
Hvis det ikke er nok, kan du bygge oven på med en femårig biotopplan, som gør det muligt for dig at udsætte op til tolv fugle pr. ha. Her er kravene til biotopforbedrende tiltag på landbrugsarealet tilsvarende højere.
Samspil med landbrugsproduktionen
Når vi udarbejder en biotopplan for dig, kigger vi selvfølgelig på biotopernes samspil med landbrugsproduktionen. Der er mange tiltag at vælge imellem, hvilket gør, at biotopplanen kan tilpasses forholdene på din ejendom. Det kan fx være, at du har:
- Bræmmer, du alligevel ikke dyrker, og at der hermed kan laves en vegetationsstribe i kanten af en mark?
- Sprøjte- og gødningsfri zoner i marken, som kan være en del af biotopplanen?
- En mark, hvor det giver mening med en barjordsstribe for at undgå spredning af ukrudtsarter fra hegn og naturarealer?
- Levende hegn, som relativt enkelt og med få midler kan gøres til et tiltag i din biotopplan?
Har du brug for hjælp eller rådgivning?
Lad mig hjælpe dig med at optimere din ejendom i forhold til vildtarter i landskabet. Jeg gør en dyd ud af at udnytte de tiltag, som allerede er i landskabet, og finde de biotopforbedrende tiltag, som gavner vildtet og samtidig påvirker landbrugsproduktionen så lidt som muligt.
Kontakt mig snarest, så vi kan få styr på din biotopplan, inden anmeldelsesfristen ved Miljøstyrelsen den 1. maj.


