Fra hektar til kvadratcentimeter

De gør meget ud af præcisionen i markarbejdet på Torup Bakkegård & Orelund – de kører på millimeter og spreder i gram. Senest er de begyndt at graduere tildelingen af både gødning og udsæd med hjælp fra en af Patriotisk Selskabs planteavlskonsulenter.

På Torup Bakkegård & Orelund i Sandager på Vestfyn betragter de ikke deres store arbejde med præcisionsjordbrug som noget ekstraordinært – tværtimod ser de det som en helt naturlig del af udviklingen.

”Vi har jo altid været optaget af at kunne producere samme høje kvalitet, men med lavere omkostninger, så når det er muligt at gå helt ned i detaljen, skal vi selvfølgelig det,” siger Bjarne Vinther, der er driftsleder på bedriften.

Alt trackes og logges – og automatiseres så vidt muligt.

”Det er nogle gode værktøjer at have i en moderne produktion – det skal bare ikke skabe for meget ekstra arbejde for vores medarbejdere,” mener Bjarne.

“Det har været vigtigt for os at komme ordentligt fra start
og være sikre på, at vi havde valide data at arbejde ud fra”

Omfordeling øger udbyttet

Senest er de på Torup Bakkegård & Orelund begyndt at graduere tildelingen af udsæd og gødning med hjælp fra en af Patriotisk Selskabs planteavlskonsulenter.

”Hidtil har vi arbejdet på markniveau – nu arbejder vi meget mere i detaljen. Vi er gået fra at tænke i hektar til at tænke i kvadratcentimeter,” siger Bjarne. ”Markerne er blevet store og kan variere meget, så det giver rigtig god mening at se nærmere på, hvordan udsæd og kvælstof tildeles, i stedet for bare at give det samme til hele marken.”

Ved at graduere tildelingen af gødning og udsæd forventer de at kunne øge det samlede udbytte. Omfordelingen af udsæd sikrer et mere ensartet plantetal, reducerer risikoen for lejesæd og øger konkurrencedygtigheden over for græsukrudt i de områder, som ellers har tendens til en tynd afgrøde.

”Vi har jo kørt på millimeteren i lang tid med GPS’er og redskabsstyring,” fortæller Bjarne. ”Nu kan man sige, at vi også er begyndt at sprede i gram.”

Når kvælstoffet tildeles efter behov, reduceres udvaskningen til vandmiljøet også.

”Vi har virkelig fået fokus på, hvordan vi bruger ressourcerne bedst muligt. Og så er gødningspriserne jo også en glimrende motivation,” siger Bjarne med et glimt i øjet. ”Vi plejer at supplere op med handelsgødning, og det vil vi jo gerne minimere behovet for.”

Det er ligeledes en del af gødningsstrategien at reducere brugen af kalium.

Fra computertegning til tildelingsfil i traktorterminalen

En planteavlskonsulent fra Patriotisk Selskab har hjulpet de to medarbejdere, som er ansvarlige for gradueret tildeling på Torup Bakkegård & Orelund, markmedarbejderne Morten Stokholm og Carsten Petersen, i gang med at tegne tildelingskort på baggrund af biomassekort over markerne. De har fået undervisning i, hvordan de fremover selv kan fremstille og opdatere kortene.

”Det er vigtigt for mig, at de ansatte tager ejerskab over deres ansvarsområder – og så skal de jo også have de nødvendige værktøjer til at løfte opgaven, når vi kaster os ud i noget nyt. Derfor skulle vi selvfølgelig have en konsulent tilknyttet, som kunne hjælpe os godt i gang,” forklarer Bjarne og tilføjer: ”Så har de også en specialist at gå til, hvis der senere opstår spørgsmål.”

Gradueringskortene er blevet tegnet ved computeren i et program, som selv giver kvalificerede forslag til, hvordan gradueringen kan se ud. Men det er vigtigt, at medarbejderne på baggrund af deres eget kendskab til markerne justerer kortet efter de faktiske forhold.

Når de ansvarlige medarbejdere har tegnet og tilrettet et kort, henter de en tildelingsfil fra programmet og sender den direkte til traktorterminalen.

Planteavlskonsulenten har hjulpet dem med at implementere det hele i traktoren og sikre, at de forskellige teknologier taler sammen.

”Det har været vigtigt for os at komme ordentligt fra start og være sikre på, at vi havde valide data at arbejde ud fra,” fortæller Bjarne.

Ny teknologi holder medarbejderne til ilden

På Torup Bakkegård & Orelund har de med Bjarnes ord ”en god blanding af nyt og gammelt, men godt vedligeholdt grej.” Filosofien er, at maskinerne skal køre så længe som overhovedet muligt, og at investeringer skal øge effektiviteten.

”Når vi investerer i maskiner, køber vi altid det sidste nye,” siger han: ”På den måde får vi den største effektivitetsforøgelse og sikrer den længst mulige holdbarhed af maskinen.” Den største udfordring ved præcisionsjordbruget er ifølge Bjarne, at teknologiens levetid er kortere end maskinernes.

”Vi gør meget ud af at vedligeholde vores maskiner, så de kan køre så længe, som overhovedet muligt – men den begrænsede teknologiske levetid kan blive en udfordring, når vi gerne vil slide maskinerne helt ned,” fortæller han.

Der er imidlertid også en ret væsentlig sidegevinst ved at arbejde med den nyeste teknologi:

”Det gør det bare lidt sjovere for medarbejderne – det holder dem virkelig til ilden. Vi har nogle medarbejdere, som rigtigt gerne vil nørde det her, og så er det jo rart at kunne tilbyde dem udstyret til det,” siger Bjarne.

Præcisionsjordbrug

  • Inden for præcisionsjordbrug tilbyder Patriotisk Selskab hjælp til bl.a. graduering af kvælstof, udsæd, planteværn samt kalk, kali og fosfor. Desuden tilbydes hjælp til indlæsning af udbyttekort, biomassekort og lagring af logfiler samt til udtagning af forskellige former for jordprøver

  • Der findes forskellige programmer til udarbejdelse af tildelingskort. Ved Torup Bakkegård & Orelund har de arbejdet i programmet CropManager

Torup Bakkegård & Orelund I/S

  • Torup Bakkegård & Orelund er en familievirksomhed i Sandager på Vestfyn, som drives af brødrene Jacob og Claus Brejnholt Jacobsen

  • De to landbrug har indgået et driftsfællesskab, som primært producerer frilandsgrøntsager • Der dyrkes godt 1.500 ha grøntsager, bl.a. løg, kål, sukkerærter, sukkermajs, salat og asparges

  • 20 procent af driften dyrkes økologisk

Et fast track til mere natur og vandbeskyttelse

På Brahesborg Gods i Gamtofte har de fået etableret et vådområde på blot 3 ha efter en ny fast track-model. Vådområdet har været mere simpelt at anlægge end de større vådområder og er samtidig meget omkostningseffektivt. Forhåbningen er, at det vil kunne inspirere flere til at gå ind i arbejdet med ...

»Som landmand er du nødt til at være nysgerrig«

På Gl. Kirstineberg Gods er de ikke bange for at afprøve nye afgrøder og metoder. Ifølge godsejer Lars Hvidtfeldt handler det ikke om en særlig risikovillighed – tværtimod mener han, at det ville være mere risikabelt ikke at innovere og fremtidssikre sin forretning.

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228