Få din vintersæd i superligaen
I september går fløjten for en ny sæson med vintersæd. Hvis du vil spille med i toppen, kræver det en god etablering, så afgrøden både kan presse ukrudtet og sikre fundamentet for et solidt udbytte.
Af planteavlskonsulent Lasse Schmidt Jespersen
Hvis du vil spille med i den bedste række, handler det om at tilpasse indsatserne til den enkelte mark. Som regel høster vi, som vi har sået, og derfor betaler det sig at investere i et godt såbed. Så er fundamentet på plads.
Græsukrudt i offensiven
Mange er udfordret af græsukrudt og oplever, at effekten af de tilgængelige midler mod fx agerrævehale og italiensk rajgræs er aftagende. Hvis det også er tilfældet hos dig, har du brug for nye finter for at få reduceret græssets frøpulje og fremspiring.
Det starter i stubmarken: Lad stubben stå urørt efter høst, eller lav en meget øverlig bearbejdning af jorden (≤2 cm). Hvis du harver for dybt, risikerer du at sende græsfrøene direkte i spirehvile, i stedet for at facilitere en spiring af græsserne. En stubbehandling med glyphosat er fortsat effektivt mod første bølge af ukrudt. Hvis der herefter dybdeharves, og jorden pakkes, så afventes såning i to ugers tid, da du formentlig har hvirvlet frø op igen og lavet et lækkert såbed til disse.
Hvis du skal pløje stubben, så målret glyphosatindsatsen mod foragre, sammenpløjninger og stive lerpletter, hvor en god jordvending kan være svær.
Et andet effektivt tiltag er at udsætte såning til slutningen af september eller starten af oktober. Her vælges en meget konkurrencestærk sort, som etablerer sig hurtigt, er dækkende i efteråret og starter væksten tidligt i foråret. Samtidig øges udsædsmængden.
Rettidig behandling med jordmidler
Rettidig behandling med jordmidler er afgørende for at holde marken ren for græsukrudt frem mod nytår. Du bør behandle, når sprøjtesporene netop er synlige, dvs. i vækststadie 10-11. Foragre bør behandles sidst og ofte med en højere dosering.
Skulle du vælge at så tidligt, så pas på, at du ikke kommer for sent ud. Digitale værktøjer som fx Mateno Duo Timer kan hjælpe dig her.
Der er ikke mange midler med bladeffekt i efteråret, men hvis græsukrudtet er spiret frem, så er det netop vigtigt at køre meget tidligt og med en sprøjteteknik, der kan afsætte væske på de små blade. Effekten er nemlig bedst, hvis du sætter ind, mens græsserne er små.
Hvis din vintersæd skal op i top, handler det om at lægge den rette taktik: Prioritér det gode såbed, hold ukrudtet nede fra første fløjt, og læg indsatserne på det rette tidspunkt!
Brug for et markbesøg?
Tag fat i mig eller en af mine kolleger. Vi hjælper dig gerne med at vurdere, hvad der giver de bedste resultater i dine marker.


