Log på 'Mit Patriotisk'

Nyheder

2. september 2025

Medarbejders vanvidskørsel kan føre til beslaglæggelse af virksomhedens køretøj – sådan sikrer du dig bedst

I 2021 blev indsatsen mod vanvidskørsel skærpet. Siden da har arbejdsgivere risikeret, at deres køretøjer blev konfiskeret, hvis en medarbejder kørte vanvidskørsel i dem. Der er dog tilfælde, hvor arbejdsgiverens køretøj ikke konfiskeres. I en ny kendelse præciserer Højesteret, hvilke omstændigheder der skal være til stede, for at ejeren kan beholde køretøjet.

Af juridisk HR-konsulent Bodil Just

I 2021 blev indsatsen mod vanvidskørsel skærpet med en ændring af færdselsloven. De nye regler fastslår, at køretøjet skal konfiskeres ved sager om vanvidskørsel – også selvom det ejes eller leases af en anden end føreren, fx en arbejdsgiver. Dette gælder dog ikke, hvis konfiskeringen vurderes at være uforholdsmæssigt indgribende over for ejeren. Hvordan dette i praksis skal forstås, præciseres i en ny kendelse fra Højesteret.

I pågældende sag har en arbejdsgiver fået lov til at beholde sit køretøj, selvom en medarbejder er blevet dømt for at have kørt vanvidskørsel i det.

Højesteret begrunder det bl.a. med, at arbejdsgiveren havde udvist agtpågivenhed ved at have fået medarbejderen til at underskrive en tro- og loveerklæring ved ansættelsen, hvor det var beskrevet, at vanvidskørsel i virksomhedens biler var forbudt og kunne medføre opsigelse, og at medarbejderen ville blive pålagt det fulde erstatningsansvar. Det blev også vægtet, at arbejdsgiveren var en lille virksomhed, som vurderedes at ville gå konkurs, hvis bilen blev konfiskeret.

Hvad kan du gøre som arbejdsgiver?

Køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres som udgangspunkt – også selvom det ikke er ejeren, som fører bilen. Ejeren af køretøjet må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Kun i særlige tilfælde, hvor retten efter en helhedsvurdering af sagens omstændigheder finder, at en konfiskering vil være uforholdsmæssigt indgribende over for ejeren, kan ejeren få lov til at beholde køretøjet.

Du kan med andre ord ikke gardere dig imod konfiskering af dit køretøj, hvis du som arbejdsgiver lader dine medarbejdere benytte det. Men hvis du sørger for at udvise agtpågivenhed, er du bedst muligt stillet i tilfælde af en sag, hvor en medarbejder har benyttet virksomhedens køretøj til vanvidskørsel. Det viser den nye kendelse fra Højesteret.

 

Sagen kort
Limousinechauffør dømt for vanvidskørsel i arbejdsgivers bil

Sagen vedrører en taxivirksomhed, som udbyder limousinekørsel. En ansat chauffør blev dømt for vanvidskørsel i marts 2025, efter det var blevet målt, at vedkommende kørte over 100 km/t på en strækning, hvor det kun var tilladt at køre 50 km/t. Chaufføren kørte i en limousine, som var leaset af arbejdsgiveren til taxikørsel. Denne beslaglagde politiet.  

Spørgsmålet om, hvorvidt limousinen skulle konfiskeres eller ej, er blevet behandlet først i Byretten, siden i Landsretten og endeligt i Højesteret. Højesteret vurderede, at en konfiskering ville være uforholdsmæssigt indgribende for arbejdsgiveren, hvormed politiets beslaglæggelse af limousinen blev ophævet.

Højesteret lagde særligt vægt på, at arbejdsgiveren havde udvist agtpågivenhed ved ansættelsen af medarbejderen og ved udlån af bilen, samt at de økonomiske konsekvenser ville være så alvorlige for den lille virksomhed, at det kunne føre til konkurs.

Du kan læse Højesterets kendelse her.

 

Lad os hjælpe dig med at få styr på de juridiske dokumenter

At udvise agtpågivenhed i denne sammenhæng indebærer bl.a., at du får dine medarbejdere til at underskrive en tro- og loveerklæring ved ansættelsen, hvoraf det fremgår, at vanvidskørsel i virksomhedens biler ikke er tilladt og vil medføre opsigelse. Her bør du også tydeliggøre, hvad der kan udgøre vanvidskørsel, og oplyse, at medarbejderen vil blive pålagt det fulde erstatningsansvar i tilfælde af vanvidskørsel.

Vi hjælper gerne med at udarbejde en dækkende tro- og loveerklæring, som dine medarbejdere kan underskrive i tillæg til deres ansættelseskontrakt. Det gælder ikke kun nye medarbejdere, men kan også laves som tillæg til eksisterende ansættelseskonktrakter. Hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte mig. 

At have styr på de juridiske dokumenter beskytter dig ikke i sig selv mod konfiskering; men det stiller dig væsentligt bedre, hvis uheldet er ude. Om køretøjet i en sådan sag konfiskeres eller ej vil bero på en samlet helhedsvurdering af de gældende omstændigheder.

 

Bodil Just

Juridisk HR-konsulent
Kontakt mig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Læs privatlivspolitikken her.
Accept af privatlivspolitikken*

Patriotisk Selskab f.m.b.a
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf. +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228

Bliv medlem af Patriotisk Selskab, og få kvalificeret og fagligt skarp rådgivning, der kan rykke din forretning og bundlinje.

Accept af privatlivspolitikken*

© 2023 Patriotisk Selskab f. m. b. a.

PATRIOTISK SELSKAB F.M.B.A
Ørbækvej 276
5220 Odense SØ

Tlf.: +45 6315 5400
E-mail: patriotisk@patriotisk.dk

Kontoret er åbent:
Mandag-torsdag kl. 8.00-16.00
Fredag kl. 8.00-15.30

CVR: 61676228