”Temperaturen på det økologiske marked ligger lunt lige nu. Priserne har en stigende tendens, og det økologiske marked ser ud til at blive mere lønsomt”. Sådan lyder vurderingen fra Patriotisk Selskabs økologiske koordinator Lars Lyholm Johansen.
– Efter nogle år med meget lave priser på især kornafgrøder ser det ud til, at priserne på det økologiske marked nu begynder at stige. Markederne er i bevægelse verden over, og Danmark har en styrkeposition inden for økologien.
Ordene kommer fra Patriotisk Selskabs økologikoordinator Lars Lyholm Johansen, som i flere år har fulgt den danske økologiproduktion tæt og derfor også har fulgt de op- og nedture, som de økologiske landmænd har oplevet.
Nu er høsten i hus, og der er ved at tegne sig et overblik over mængder og kvaliteter. Ifølge Lars Lyholm Johansen ser det ud til, at de faldende priser, som fulgte i kølvandet på tilgangen af flere avlere i 2017-2019 – også flere avlere uden husdyr – nu ser ud til at stige.
– Priserne ser ud til at stige, og det økologiske marked tegner til at blive mere lønsomt.
Stigende salg af økologiske produkter
Også blandt forbrugerne er der fortsat stigende efterspørgsel efter økologiske produkter:
– I løbet af de sidste 15 år er salget af økologiske produkter i de danske butikker steget med ca. 10 % hvert år. Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen er til stede hos forbrugerne, og det er et godt udgangspunkt for de økologiske avlere, som eksperimenterer med eksempelvis proteinholdige bønner og ærter til human konsum, siger Lars Lyholm Johansen.
På spørgsmålet om, hvad der kendetegner de danske økologiske landmænd, lyder svaret fra Lars Lyholm Johansen: ”De er dygtige håndværkere”.
– De økologiske landmænd er dygtige til at klare sig igennem, og de er hurtige til at omstille sig. De afprøver gerne flere afgrøder spredt ud på en række mindre enheder, så nye muligheder kan testes, men risikoen samtidig minimeres.
Især når det gælder vinterraps og proteinafgrøder, har de økologiske avlere klaret sig godt i flere år, og priserne har gennem en årrække været gode for disse eftertragtede afgrøder.
Politiske ambitioner om en fordobling
Det samlede økologiske landbrugsareal i Danmark dækker cirka 310.000 hektar, svarende til knap 12 procent af det samlede produktionsareal. I den nye landbrugsaftale er der lagt op til en fordobling af dette økologisk landbrugsareal frem mod 2030.
I Lars Lyholm Johansens optik kræver disse politiske ambitioner dog, at flere faktorer spiller sammen – dels at forbrugerne er med på vognen; dels at landmændene kan se sig selv i udviklingen og ikke mindst, at de politiske ambitioner også er lønsomme for den enkelte økologiske landmand.
Informationsmøde hos Patriotisk Selskab
For at blive klogere på det økologiske afgrødemarked og klogere på, hvad der skal dyrkes i den kommende sæson, inviterer Patriotisk Selskab de økologiske landmænd til informationsmøde mandag den 1. november kl. 14.00-16.30.
På mødet deltager Danish Agro, DLG, Hornsyld Købmandsgaard og AgroMarkets, som alle har fingeren på pulsen i forhold til det økologiske afgrødemarked. Kom og hør deres bud på efterspørgslen i markedet og på den fremtidige prisudvikling.