På grund af tørke og skybrud har det for mange været en stor udfordring at etablere efterafgrøder i år.
Har vejrforholdene været skyld i, at dine MFO-efterafgrøder eller frivillige målrettede efterafgrøder er mislykkedes?
Så kan du anmode om force majeure hos Landbrugsstyrelsen. Hvis du får anerkendt force majeure på dine MFO-efterafgrøder, vil de tælle med i opfyldelsen af MFO-kravet og danne grundlag for udbetaling af grundbetaling og grøn støtte. Hvis du får anerkendt force majeure på dine målrettede efterafgrøder, vil du få udbetalt fuld støtte.
Bemærk, at du ikke kan anmode om force majeure på pligtige, husdyrefterafgrøder og obligatorisk målrettede efterafgrøder.
Sådan anmoder du om force majeure
Du skal anmode om force majeure senest 15 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor du blev bekendt med, at udviklingen i efterafgrøden ikke lever op til kravene.
Her kan du læse mere om, hvordan du anmoder om force majeure.
Du skal bl.a. kunne dokumentere, at vejrforholdene har været usædvanlige og uforudsigelige. Det kan være i form af henvisning til DMI’s tørkeindeks eller nedbørsdata, fotos eller lignende.
Brug for hjælp?
Vores planteavlsafdeling hjælper dig gerne med at vurdere, om det giver mening for dig at anmode om force majeure – og de kan også hjælpe dig med at indsende anmodningen til Landbrugsstyrelsen. Kontakt planteavlskonsulent Frederik Jakob Holm.