Gode medarbejdere er værd at fastholde i en virksomhed. Mathilde Nielsen er et nyt skud på den patriotiske stamme – hun har nemlig været i praktik hos Patriotisk Selskab i et halvt år, men blev fra 15. januar 2022 fastansat som studentermedhjælper i økonomiafdelingen.
Patriotisk Selskab har løbende dygtige praktikanter i huset, så vi kan få nye input og finde fremtidens landbrugsrådgivere. Derfor er vi begejstrede for, at vores seneste økonomipraktikant Mathilde Nielsen fortsætter som studentermedhjælper.
Mathilde Nielsen fortæller selv, at hun ikke på forhånd havde et særligt forhold eller kendskab til hverken landbrug eller rådgivning, men på trods af det lykkedes det hende hurtigt at få styr på både landbrugstermer og fagudtryk. Med en hjælpende hånd fra kollegaer – og en søgning eller to på Google – opbyggede Mathilde hurtigt en fagspecifik landbrugsviden. Hun lægger dog ikke skjul på, at hun i visse situationer nok har lignet et spørgsmålstegn, men på trods af det er hun dygtig til sit arbejde og vellidt af sine kollegaer. Der var derfor tidligt i hendes praktikforløb ingen tvivl om, at hun skulle blive hos Patriotisk Selskab:
”Allerede halvvejs i min praktikperiode fik jeg at vide, at de gerne ville beholde mig, og det gjorde mig endnu mere motiveret for at komme herind hver dag, end jeg var i forvejen. Man vil altid gerne gøre sit allerbedste, men man giver den da lige en ekstra skalle, når man ved, at ens praktiksted gerne vil beholde én efter endt praktik. Det giver en enorm motivation.”
En mulighed for at afprøve virkeligheden
Mathilde, der til daglig studerer en bachelor i finans, drømte om en praktikplads hos en virksomhed, hvor hun kunne få ansvar og mange forskelligartede opgaver. Valget faldt derfor på Patriotisk Selskab, hvor hun netop har fundet det, hun ledte efter.
”Jeg har fået lov til at arbejde i flere forskellige programmer og med mange typer opgaver. Jeg har både bogført, hjulpet med arbejdet inden for ejendomsavance og lavet regnskaber og budgetter. I den forbindelse har jeg både fået lov til at dykke ned i enkelte kunder, men også hjulpet til rundt omkring med forskellige opgaver. Det har givet mig et godt indblik i kundekontakten hos Patriotisk Selskab, og derfor er jeg også kommet mere ind i landbrugsrådgivningen nu, og det er rart at få afprøvet så meget forskelligt – det giver en anden erfaring end studiet.”
Netop at afprøve finansstudiets fag og teori i virkeligheden har været en stor motivationsfaktor for Mathilde i både praktikforløbet og i valget om at blive som studentermedhjælper. Hun uddyber:
”Når man er på studiet, risikerer man at stirre sig blind på, hvordan man bruger fagene ude i virkeligheden. Men der var mange ting hos Patriotisk Selskab, der gav mening lige fra start, simpelthen fordi man får lov til at sidde med det selv i praksis. På skolen får man en idé om, hvordan det fungerer, men man får først en rigtig forståelse af det, når man får lov til at have fingrene i det selv.”
Den gode medarbejder skaber værdi
Det er ikke kun Mathilde Nielsen, der har været begejstret for praktikperioden. Hendes chef Jens Kring, chefkonsulent i Patriotisk Selskab, er glad for at have hende med som en fast del af medarbejderstaben.
”Hun medvirker til en god stemning og bidrager med at få det daglige arbejde gjort. Hun er en hurtig og kvalitetsbevidst medarbejder. Derudover er hun er en superfin og vellidt kollega, som fungerer rigtig godt samarbejdsmæssigt.”
Patriotisk Selskab leder løbende efter gode medarbejdere, som kan bidrage til at opretholde et fagligt højt niveau i landbrugsrådgivningen. En kilde hertil er at have studentermedhjælpere og praktikanter i virksomheden, da det giver en god mulighed for at finde dygtige fremtidige medarbejdere til Patriotisk Selskab.